Uerfarne Elsa overraskede dyrepasserne: To løveunger døde
I Ree Park er den unge løvinde Elsa nedkommet med to unger søndag. Den ene var dødfødt, den anden døde desværre kort efter fødslen
Det var en kæmpe overraskelse for Ree Parks dyrepassere, da der søndag formiddag pludselig var to løveunger i anlægget. Den ene unge var død ved fødslen, mens den anden unge ikke overlevede den hårdhændet behandling, de andre løver gav den.
Elsa er en forholdsvis ung løvinde, og hun ankom sammen med to andre løvinder til anlægget i Ree Park for halvandet år siden.
Læs også
- Ved Elsa har vi ikke set tegn på, at hun har været i brunst eller cyklus. Løvehannen har ikke vist interesse, og vi har ikke set nogle, siger Jesper Stagegaard.
Normalt vil det kræve tusindvis af parringer, før hunløvens æg bliver stimuleret til at løsne sig. Derfor var dyrepasserne chokeret, da de søndag opdagede, Elsa var nedkommet med to unger.
- Vi går ud fra, at der ikke er tale om en jomfrufødsel, så de har snydt os. Hun er blevet parret, hvor det ikke normalt ville foregå, siger Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Elsa er uerfaren mor
At ungerne døde tilskrives også, at Elsa er en uerfaren løve. Normalt vil en løve i naturen – og i fangenskab – isolere sig fra flokken, og ”bygge rede” langt væk.
- De plejer at få redebygger-tendenser, og vi tager dem i stalden, hvor de kan bygge huler. De viser også normalt selv interesse, hvis de er erfarne, når de skal nedkomme. De har trang til at gøre det rart omkring sig, forklarer Jesper Stagegaard.
Læs også
Men Elsa havde ikke isoleret sig, og det kan også ske i naturen for uerfarne løvinder.
- Og så sker det, som også vil ske i naturen, andre løver kommer til, fordi de er nysgerrige, forklarer Jesper Stagegaard.
Ærgerlige dyrepassere vil ikke forstyrre
Besøgende, der har været i Ree Park i løbet af søndagen, har formentlig set de store løveunger bære rundt på de små døde løveunger. De store løveunger er født af Elsas søster for et par måneder siden.
- Hvis der er for stor aldersforskel på løveungerne, og især hvis det er en uerfaren mor, så kan de risikere at være for hårdhændet med de her unger, forklarer Jesper Stagegaard.
Dyrepasserne vover ikke at forstyrre Elsa, der er meget følsom efter ungerne er født, og derfor venter de med at fjerne de døde unger indtil videre.
- Det der med at gå ind til en løve for at tage ungen fra dem, det er risikabelt, siger Jesper Stagegaard, der forklarer, der typisk kan gå op til en måned, før løvinden opgiver ungerne, siger Jesper Stagegaard.
Direktøren understreger, at man i Ree Park ærgrer sig over, at de ikke har opdaget, at Elsa var drægtig.
- Det er super ærgerligt for dyrepasserne, fordi de har meget styr på deres dyr. Det plejer ikke at være svært ved løver, fordi de er meget tydelige i deres adfærd, siger Jesper Stagegaard, der fortæller, at besøgende og læsere endelig skal rette deres spørgsmål til Ree Parks personale.
I videoen herunder kan du se, de store unger bære rundt på de døde løveunger.