Få historien læst op
Hele livet har Michael Schlippè stræbt efter at være den bedste. En jagt, der har givet kæmpe sejre og store nederlag. En manisk jagt, han ikke længere flygter fra.
Spoileralert: Dette opslag handler ikke om corona!
Sådan begynder Michael Schlippè sin statusopdatering 13. marts 2020 på Facebook.
To dage før har landets statsminister sendt post-corona-Danmark i chok.
Efter den første alert, fortæller han sin hemmelighed.
1.843 ord. Sætning efter sætning afslører han det, som han har skjult for alle. Undtagen sin kone.
Det er svært at sætte ét prædikat på ham.
Serieiværksætter. Designer. DJ. Festivalarrangør. Kulturelite. Og nu upcoming bueskyttestjerne.
Selv på en udendørs bueskyttebane en råkold februardag virker han cool.
Kikkerten hænger stramt over skulderen, og selvom tøjet er lag på lag, står det skarpt på den nu 40-årige mand bosat i Ebeltoft.
- Da vi i sin tid boede i midtbyen af Aarhus, og jeg arbejdede i Filmbyen, havde jeg ikke set mig selv som en outdoormand, der gik rundt med langt skæg og skød med bue og pil, siger Michael Schlippè.
Og alligevel hænger det sammen.
Som 23-årige bliver han den yngste direktør nogensinde for Frontløberne i Aarhus – et alternativt uddannelsessted for kultur.
Selv har han ingen uddannelse udover 9. klasse.
To år senere åbner han en kombineret natklub og et spillested. Chokoladefabrikken står stadig som en legendarisk tid i Aarhus’ natteliv.
- Man kan enten gå og nyde ting eller skabe noget selv. Nogle tænker – ej, der er en festival: Den er nok kommet der af sig selv. Eller også laver man en festival, fordi man kan se, at der mangler noget.
Han begynder at være DJ og rejse rundt på klubber i ind- og udland.
Sammen med sin kammerat danner han virksomheden Hele Vejen.
De designer visuelle identiteter og laver kampagnearbejde for Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard.
Han er succesfuld, og det ser succesfuldt ud.
Ingen ser perioderne, hvor han ikke kommer op om morgenen. Perioder med dybe depressioner.
Og ingen skal se det. For Michael Schlippè skal nok klare det. Endnu.
Som selvstændig indretter han sit liv efter, at der er penge nok til, at han rammer det sorte hul og ligger brak.
- Min kone har vidst det – vi har været sammen i snart 15 år. Hun har selvfølgelig vidst det, men det er ikke noget, vi har talt ret meget om, og de nærmeste venner har aldrig rigtig vidst det.
Han forsøger at få hjælp. Psykologsnakke.
Hver gang kommer han op af hullet. Han rejser sig og får nye ideer og projekter, der skal føres ud i livet.
- Jeg tror, det er en stor del af, hvorfor jeg også har været selvstændig hele mit liv, fordi det har været nemmere at tilrettelægge de sygdomsperioder. Det har været meget grundlæggende for min måde at drive tingene på og min måde at være iværksætter og Michael på.
Det er den Michael Schlippè, som står flere timer hver dag og hamrer pile ind i dyr lavet af skum.
Og når han er færdig, gør han det igen.
Det begynder på Ærø i sommeren 2018. Forstadslivet i Højbjerg med fart på virksomheden og to børn er byttet ud med sydfynsk ø-idyl.
Han har altid været hooked på nicher. Før bordfodbold for alvor blev stort, var han med til VM.
Ærø er på sin egen måde også en niche – ikke landfast, men en times sejlads væk fra Svendborg.
Holdsport har aldrig været ham.
- Det her for mig er også en solotur ud i, at det er noget, jeg selv skal gå og rode med.
Med egen mark på Ærø og mere tid på hånden griber han efter buen.
Han bliver grebet og dedikeret på kort tid.
- Jeg kan ikke disponere energi. Hvis du spørger, om vi skal løbe om kap, så løber jeg, indtil jeg dør. Jeg har altid kørt 100 procent på, koste hvad det vil, og på et eller andet tidspunkt må jeg så lægge mig ned.
Nedturene rammer ham stadig. Og bakkedalene bliver dybere. Også selvom de mange timer udendørs med bue og pil gør ham godt.
- Når mine børn bliver ældre, kan de jo se, der er noget galt med far. Jeg kan ikke blive ved med at skjule mine mentale udfordringer, som om det er influenza, når jeg ligger på anden uge og ikke kan komme ud af sengen.
Det holder ikke, og han søger hjælp igen.
Denne gang føler han sig klar til at modtage hjælpen.
Læger, psykologer og psykiatrere udreder og diagnosticerer ham: Bipolar affektiv type 2.
Nedturene er i høj grad præget af depression, mens den anden side – det maniske – er mere light.
Det er ikke store psykoser, men mere som en ”5-årig energisk, kærlig, nysgerrig, kreativ og altid klar-parat-start med en abnorm stor skabertrang”, beskriver han den maniske side af sig selv.
Selvom han er glad for at få en diagnose, er han bange for at blive stemplet.
- Når man ser det i film, er det sådan nogle massemordere, der flyver rundt og springer op. Er glad den ene dag og sur den anden dag. Jeg er vildt bange for at blive betragtet som farlig.
- Jeg er vildt bange for, at der er forældre i mine børns skole, som tænker: Hold kæft mand, dér skal vi sgu ikke hjem og lege, for han er totalt syg.
Alligevel går han til tasterne i marts måned sidste år. I det opslag, som ikke handler om corona, men om det Michael Schlippè har holdt skjult.
- Jeg opdager, der er vildt mange andre, som går og dealer med ting. Hvis jeg bare kan få en enkelt eller to til at komme i behandling elle anerkende, at det er okay at være der, så bliver jeg glad.
Motion og frisk luft er nogle af anbefalingerne, da han bliver udredt.
Og så skal han have et projekt, der er væk fra arbejdslivet og familielivet, forklarer en overlæge ham.
- Han sagde, at jeg skulle bygge en carport.
I stedet koncentrerer Michael Schlippè sin energi om bue og pil.
- Hele præmissen for bueskydning er, at lige så snart, du begynder at tænke på nogle andre ting, så skyder du ved siden af. Lige så snart, du bliver presset mentalt, så kan du ikke sætte den i midten hver gang.
På to år har han trænet sig op. Han blev nummer tre ved De Jyske Mesterskaber sidste år – en af få konkurrencer, inden corona lukkede sporten ned.
Alt er selvlært via Youtube. Flere timer med buen i hånden næste hver dag.
- Jeg er aldrig i tvivl om, at jeg gør det rigtige, siger han om bueskydningen.
- Når jeg er far, når jeg mand, når jeg er ven, når jeg er alle mulige andre ting, så er jeg altid i tvivl om, hvorvidt jeg har gjort det rigtige. Har jeg givet det rigtige råd, har jeg lavet den rigtige madpakke? Når jeg er ude på buebanen, så ved jeg, om jeg rammer en 11'er eller en 10'er. Det frigør en masse endorfiner oppe i min hjerne.
For nogen kunne det være nok.
Ikke for Michael.
Uden ambitioner finder han ikke motivationen.
Den følelse, som får ham til at stå ud i frostkoldt vejr og skyde igen og igen, mens andre er søgt ind for vinteren.
- Hvis det bare var for hygge, så ville jeg nok ligge hjemme på sofaen med ungerne og se en film.
- Ligesom i alle mulige andre af livets facetter, så handler det om at have ambitioner om alt for ikke at stå stille og for ikke at gå op i limningen.
Hans ambition er landsholdet.
Familien er lige flyttet hjem til Østjylland igen – denne gang Ebeltoft.
På kort tid har han fundet sig en øvehal i en nedlagt industribygning, og så bruger han Grenaa Buejægeres baner.
Konkurrencen er hård, og han ved, at hans to år med buen blegner mod de andres erfaring.
- Det fede ved drømme og mål er, at de også er svære at nå. Rejsen derhen er mere spændende end den dag, jeg måske står og præsterer på landsholdet.
Men hans diagnose er også hans hjælper i ambitionen.
Den kan holde ham ved ilden og få ham til at præstere, hvis han også lytter og accepterer sin krops signaler.
- Bueskydning giver mig roen og fokusset i at gøre noget kontinuerligt og mange gange. Og så stimulerer den mit konkurrencegen, som jeg har haft hele mit liv. Og hvis du vil vinde nok, så gider du stå herude i en skov - også når det er pissekoldt og sner.
Af Thomas Gam Nielsen
Fotos: Thomas Gam Nielsen og private
Udgivet februar 2021