Trafikdrab: Lærer i fængsel
17-årig pige blev dræbt af spritbilist
En 37-årig skolelærer er tirsdag idømt fængsel i et år og seks måneder, efter at han i slutningen af juni kørte en 17-årig pige ihjel nær Nimtofte på Djursland.
I Retten i Randers har den 37-årige Rasmus Brøner ifølge flere medier givet udtryk sin dybe medfølelse med ofrene for hans kørsel - også en 18-årig kvinde blev ramt, da han mistede kontrollen over bilen.
Manden var beruset, da han om formiddagen 30. juni kom kørende ad Kolstrupvej i Nimtofte og ramte de to.
Se: 17-årig dræbt i trafikulykke
Da han blev varetægtsfængslet efter ulykken, kom det frem, at hans promille var blevet målt til 1,37.
Læreren, der selv er far til tre børn, mistede i en blød kurve herredømmet over bilen, som røg ud i rabatten, hvor de to veninder kom gående.
På ulykkesstedet forsøgte han selv at genoplive den 17-årige.
Om natten havde han været til en fest og drukket en hel del øl. Efter at have sovet i bilen besluttede han sig for at køre hjem.
Ud over fængselsstraffen mister den 37-årige mand fra Beder ved Aarhus retten til at køre bil i fem år.