Tilhører: Vær bedre til at integrere dem
Placeringen og integrationen af flygtninge i Syddjurs Kommune kan tænkes bedre
Et af de temaer, som tirsdag aften gik igen et par gange i TV 2 | ØSTJYLLANDs tv-debat fra Syddjurs Kommune, var flygtninge.
Både økonomien, men også placeringen og integrationen af flygtningene blev politikerne udfordret på.
En ung mand blandt tilhørerne i salen ved Fregatten Jylland, hvor debatten fandt sted, ville gerne høre, hvordan byrådsmedlemmerne har tænkt sig at håndtere flygtningesituationen.
Han kritiserede den nuværende situation, hvor en større gruppe flygtninge bliver samlet på det samme sted uden den store tilknytning til lokalsamfundet:
- Hvis størrelsesforholdet bliver for stort, så tror jeg, der kan komme problemer ud af det. Det synes jeg, man skal gøre noget ved, lød opfordringen til panelet af politikere.
Kritikken blev hurtigt taget op af Liberal Alliances Per Zeidler. Han erkendte, at situationen i øjeblikket er så presset, at kommunens beredskab har svært ved at følge med:
- Lige nu er vi noget bagud i forhold til, hvordan vi får det her tacklet.
SFs Kirstine Bille bød derfor ind med et forslag om at styrke indsatsen i byerne, så endnu flere frivillige har mulighed for at træde til med hjælp og støtte.
- Vi skal have et godt samarbejde med folk ude i lokalsamfundene.
Du kan se den unge mands spørgsmål og svarene dertil i videoen øverst i artiklen, hvor Claus Wistoft (V) og Per Dalgaard (DF) også diskuterer kommunens udfordring med at have råd til at betale for flygtningeudgifterne.
Klar til kæmpekommune: Aarhus og Syddjurs skal lægges sammen