Tilflyttere: Vi føler os snydt af kommunen
Lokalrådet i Hornslet opfordrer eventuelle tilflyttere til at blive væk fra byen. To af de nye i byen mener, at kommunen har lovet dem mere, end de kan holde.
Brian Linde Poulsen flyttede sammen med sine kone og tre børn fra Højbjerg til Hornslet i juni 2019.
Familien er rigtige glade for skiftet, men Brian Linde Poulsen er bekymret for udviklingen på skolen og på daginstitutionsområdet.
- Jeg føler mig lidt snydt, og det føles som om, at vi lidt har købt katten i sækken. Det er helt essentielt, at der er styr på skolen, og jeg er ikke flyttet hertil, for at mine børn skal undervises i en midlertidig barak, siger han.
Svære forhold
Han forstår ikke, at kommunen ikke har gjort mere for at holde trit med udviklingen i befolkningstallet.
- Kommunen er håbløst bagefter, når det kommer serviceniveauet på børne- og skoleområdet her i byen. Man er ikke gearet til den udvikling, der er sket, og det kan altså ikke overraske, at så mange folk er flyttet hertil, siger han.
Læs også
Hård kritik
Ifølge distriktsrådet er Hornslet ramt af sin egen popularitet. Tilflytterne strømmer til, og der bliver solgt og udstykket nye byggegrunde i højt tempo. Men der følger ikke nye penge og institutionspladser med de mange nye tilflyttere, lyder anklagen.
- Tingene hænger ikke sammen, når man med den ene hånd sælger rigtig mange byggegrunde i byen, og man med den anden hånd laver en tildeling til Hornslet Skole, der er væsentligt dårligere sammenlignet med kommunens øvrige skoler, siger Ida Uhrenholt fra distriktsrådet.
Populariteten kan ses på skolen i byen. Med 801 elever er Hornslet Skole langt den største skole i Syddjurs Kommune. Og det har vist sig at være et økonomisk problem for skolen, der har kørt med et underskud på 1,9 millioner kroner det seneste år.
Det skyldes en tildelingsmodel, hvor skolerne får flest penge for de første 200 elever og gradvis færre penge per elev derefter.
Bliv væk
Derfor er opfordringen fra Hornslet Distriktsråd:
- Flyt ikke til Hornslet!
Tallene bekymrer også Brian Linde Poulsen, der flyttede til Hornslet i juni 2019.
- Jeg er da bekymret for den faglige og sociale udvikling, når der må være flere børn i hver klasse, og at der samtidig er færre penge per klasse. Det er mens børnene er i indskoling, at der virkelig skal fyldes læring på, og det går da udover læringen, hvis forholdene er pressede, siger han.
Må overveje fremtiden
Deres familie ser sig nødsaget til at overveje deres muligheder, hvis forholdene ikke bliver bedre i byen.
- Hvis ikke kommunen snart begynder at prioritere skolen og daginstitutioner, så må vi da overveje, om vi må flytte tilbage til en større kommune, hvor der alt andet lige er lidt flere penge, siger han.
Læs også
Deler bekymring
Kenneth Busk Sørensen flyttede de få kilometer fra Skødstrup i Aarhus Kommune til Hornslet i Syddjurs Kommune for et år siden med sin kone og deres søn, der er to et halvt år i dag.
De blev lokket af muligheden for at købe en byggegrund og Syddjurs Kommunes reklame om lavere udgifter til institutionsplads.
I dag er de i tvivl om, om de ville være flyttet til Hornslet, hvis de vidste, hvad de ved i dag.
- Det viste sig, at der faktisk ikke var plads der, hvor vi søgte i daginstitutioner, så vi så os nødt til at lade vores søn blive i hans daginstitution i Aarhus Kommune, siger han.
Lange udsigter til en plads
Og der er han stadig. Det seneste familien har fået oplyst er, at der heller ikke er plads, når deres dreng skal i børnehave. Ikke medmindre, de vil sende ham i den institution, de havde fravalgt på grund af stedets faglige niveau.
Han mener, kommunen har været alt for langsomme til at handle på den massive tilstrømning af nye borgere.
- Det kan undre mig, at når man laver en masse udstykninger, at man så venter så lang tid med at opføre nye institutioner. Presset er massivt på byen, så jeg kan ikke forstå, hvorfor man først skal i gang 2021, siger han med henvisning til den nye institution, der bliver opført i Hornslet næste år.
Læs også
Kenneth Busk Sørensen ser også med bekymring på udviklingen på skoleområdet i byen, selvom hans søn først skal begynde i skole om tre år.
Han følger nøje med i debatten om forholdene på Hornslet Skole. Både som far og som uddannet skolelærer.
- Jeg ved, hvordan det er at være på en skole med for få midler, siger han.
Ville næppe være flyttet
Hvis Kenneth Busk Sørensen og hans kone havde kendt til de reelle forhold på børneområdet i Syddjurs Kommune, havde de næppe valgt at begynde deres liv som familie i Hornslet.
- Det er ikke sikkert. Det er faktisk langtfra sikkert. Så ville vi måske have sagt til os selv, at vi ikke skulle bygge et hus, og så ville vi ikke være flyttet til Hornslet, siger han.
Læs også
Kritiserer retorik
Borgmester Ole Bollesen (S) erkender, at kommunen er blevet overrumplet af den store interesse for at flytte til Hornslet. Han mener dog, at distriktsrådet er for voldsomme i deres retorik, når de beder folk om at blive væk fra byen.
- Distriksrådet kan have en pointe i, at man skal tænke sig grundigt om, inden man eventuelt fortsætter med at udstykke mange ekstra grunde, men man kan ikke være bekendt at skrive det så firkantet, sagde Ole Bollesen til TV2 ØSTJYLLAND onsdag.