Tilflytter efter skoledebat: Overvejer at lave en friskole

Tilflytningen og presset på Hornslet Skole har været debatteret intenst. Nu lufter en tilflytter tanker om en friskole i byen.

Line Holtzmann Jensen flyttede med sin mand, barn og mor til Hornslet sidste år. Hun mener, at byen har plads til en friskole. Foto: Privat

Direkte fra Amager til Hornslet. 

Det var flytteopskriften for Line Holtzmann Jensen, hendes mand og deres barn sidste år. 

- Min fætter flyttede til Hornslet, og da fandt jeg ud af, hvad huspriserne var i byen kontra på Amager, var det svært at ikke at blive fristet. Vi flyttede for at komme tættere på vores familie, hvoraf de fleste bor i Østjylland, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Skole boomer: Føler sig økonomisk straffet

Hendes mor er også flyttet, så de bor tre generationer under samme tag i Hornslet. 

Datter skal på friskole - uanset hvad

Line Holtzmann Jensens datter er to og et halvt år, så der er stadig et par år til skolestart. Uanset hvad, så er det sikkert, at hun ikke skal gå i en klassisk folkeskole.

- Grundlæggende er jeg uenig i, at børn skal sidde stille og være meget i traditionelle klasselokaler. Jeg mener, at børn skal ud i naturen, bruge deres krop og have mulighed for at lære på alle tænkelige måder, siger hun.

Det provokerer mig, at det blev en debat om, hvad politikerne kan gøre for os. 

Line Holtzmann Jensen, tilflytter til Hornslet

Hvis familien stadig havde boet i hovedstaden, så var der et hav af fri- og privatskoler at vælge imellem. Det er der bare ikke i Hornslet.

- Ugelbølle er nok den nærmeste friskole (syv kilometer fra Hornslet red.), men vi vil gerne undgå det daglige transportcirkus, og Hornslet har en størrelse, hvor der godt kunne være grundlag for en friskole, siger hun. 

Den seneste debat har pustet til ilden

Den seneste debat om presset på Hornslet og særligt byens skole, har Line Holtzmann Jensen nøje fulgt med i.

- Det viser, at der virkelig er plads til at gøre noget ved skoleområdet. Jeg er overbevist om, at Hornslet Skole gør alt, hvad de kan med de givne rammer, men at der også er udfordringer, siger hun og fortsætter:

- Og i en by med Hornslets størrelse er der ikke grund til kun at have et skoletilbud.

02:32

Hornslet Skole er Syddjurs' største, og det er gået hen og blevet en økonomisk hæmsko at have så mange elever, mener skolens bestyrelse. Se indslag om sagen. 

Luk video

Der er lige nu 850 elever på Hornslet Skole, og en yderligere tilflytning til byen vil betyde endnu flere børn på skolen de kommende år. 

Debatten har også provokeret hende. Hornslet Distriktsråd udgav 26. august nok den mest læste årsberetning i byen til dags dato.

Den fyldte 11 sider, men fire ord træk overskrifter.

Flyt ikke til Hornslet!

Læs også Tilflyttere: Vi føler os snydt af kommunen

Budskabet var henvendt til kommende tilflyttere, og selvom det bagvedliggende budskab var en kritik af Syddjurs' politikere, så har Line Holtzmann Jensen studset over budskabet.

- Det provokerer mig, at det blev en debat om, hvad politikerne kan gøre for os, siger hun og uddyber:

- Det burde også handle om, hvad vi kan gøre for Hornslet, og hvad vores tanker for byens fremtid er.

Folkeskoleforsker: Naturlig reaktion

Det overrasker ikke folkeskoleforsker Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College, at der er tanker om en friskole i Hornslet. 

- Der er flere og flere forældre, som fravælger folkeskolen, allerede inden deres børn har prøvet den. Det er nyere fænomen, siger Andreas Rasch-Christensen.

I forvejen får hver femte elev i Syddjurs Syddjurs Kommune i en privatskole.

- Så selvfølgelig er der forældre, som går med de her tanker, når de ser, at den lokale folkeskole er presset, siger han.

Friskole er stadig på ideplan

Line Holtzmann Jensen er uddannet lærer og har en pædagogisk kandidatgrad fra Det Pædagogiske Universitet.

Inden skiftet til Hornslet var hun koordinerende teamleder for 10. klasserne på Nordens største erhvervsskole, NEXT Uddannelse København.

Læs også Borgmester: Selvforståelsen i Hornslet passer ikke med virkeligheden

Derfor har hun drifts- og ledererfaring og mener, at hun ville være i stand til at få etableret en friskole rent praktisk.

- Jeg ved, der er andre, som også er interesserede i opstart af en friskole, siger hun. 

Hvad er en friskole?

Grundlovens §76 slår fast, at vi i Danmark har undervisningspligt, men ikke skolepligt. Det betyder, at forældre i Danmark er frie til at vælge et alternativ til folkeskolen.

 

Friskolerne skal leve op til bestemmelserne i Friskoleloven, der overordnet set bestemmer, at friskolerne "skal stå mål med undervisningen i folkeskolen". Det betyder, at en elev i en friskole skal have mindst de samme kundskaber efter endt skolegang, som hvis eleven havde gået i folkeskole.

 

I Danmark findes der cirka 550 frie grundskoler, som rummer cirka 18 pct. af grundskolens elever. 

 

Kilde: Dansk Friskoleforening

Se mere

Der ligger endnu ikke noget færdigt værdigrundlag for en eventuel kommende friskole i Hornslet, men drømmen er der.

- Visionen er, at der kommer et godt pædagogisk tilbud til vores børn, siger Line Holzmann Jensen og slutter:

- En skole, som ruster dem til det samfund, de vokser op i og som tager udgangspunkt i at børn er forskellige og dermed lærer forskelligt.