Syddjurs slipper fri af jerngreb
Ikke længere under økonomisk administration
Syddjurs Kommune skal ikke længere kigges over skulderen af Økonomi- og Indenrigsministeriet.
På grund af dårlig økonomi har Syddjurs Kommune ligesom flere andre kommuner været sat under økonomisk administration.
Men nu har Syddjurs fået så meget styr på økonomien, at den som den som den sidste danske kommune ikke længere er under statslig styring.
Det skriver KL's nyhedsmagasin, Danske Kommuner.
- En historisk situation, konstaterer afdelingschef Niels Jørgen Mau Pedersen i Økonomi- og Indenrigsministeriet over for magasinet.
Et statsligt jerngreb
Vesthimmerland, Odsherred og Syddjurs var i en række år underlagt det, der hedder "en dispensation for kassekreditreglen". Det er ifølge magasinet reelt et statsligt jerngreb om økonomien.
Sidste år kunne først Vesthimmerland, senere Odsherred og til sidst altså Syddjurs glæde sig over at have fuldført deres genopretningsplaner.
- Vi har ikke oplevet det som at være i et jerngreb. Vi lavede for tre år siden en aftale med det daværende Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor vi havde som endemål at nå en kassebeholdning på 73 millioner kroner.
- Og da vi hele tiden har været komfortabelt foran det mål, har der ikke været nogen ministeriel indblanding overhovedet, siger kommunaldirektør Nich Bendtsen fra Syddjurs Kommune til Danske Kommuner.