Syddjurs satser stort med nyt byggeri i Rønde
Arkitektfirma er nu udpeget til at tegne helt nyt kommunalt fælleshus
"Den største satsning i Syddjurs Kommunes historie" og "et eksempel for andre kommuner".
Sådan beskriver Syddjurs Kommune et nyt stort kommunalt byggeprojekt, som snart er undervejs i byen Rønde. Byggeriet kommer til at bestå af 82 ældre- og plejeboliger og faciliteter til café, lokal politi, genoptræning, familierådgvining, alkoholbehandling med mere.
Fredag satte blandt andre medlemmerne af Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget så en underskrift på papirerne, som tildeler arkitektfirmaet GPP Arkitekter selve opgaven.
Arkitektfirmaet har konkurreret mod fire andre projekter om at komme med det bedste bud på, hvordan byggeriet kan se ud, og hvordan det kan spille sammen med byen.
Formand for Udvalget for Sundhed, Ældre- og Socialområdet Ole Bollesen (S) er godt tilfreds med arkitektfirmaets forslag, som ikke bare handler om at bygge nye bygninger til.
Skaber sammenhæng
Det nye "fælleshus" er nemlig en udbygning af det eksisterende Rønde Plejecenter, som i dag har 42 boliger:
- Det er et projekt som skaber fin sammenhæng med det eksisterende plejecenter og resten af byen. Det vil både blive nogle smukke, moderne og trygge rammer for de borgere og medarbejdere, som vil have deres gang i området, siger Ole Bollesen i en pressemeddelelse.
GPP Arkitekters forslag er at bygge tre nye bygninger eller byhuse ved Hovedgaden i Rønde, som sammen med det eksisterende plejecenter vil danne et nyt torv i byen.
Dommerpanelet som gav grønt lys for projektet bestod af 29 medlemmer fra eksempelvis de politiske udvalg, ældrerådet, Handelsstandsforeningen, Rønde Distriktsråd, fagdommere fra arkitekt og ingeniørforeningen og medarbejderrepræsentanter.