Stjal veteranbil og jagtpatroner

Tyve stjal åben sportsvogn

Arkivfoto af en Austin Healey fra 1961. Foto: Colourbox

En eller flere tyve havde lørdag held til at stjæle en veteranbil fra en adresse i Kolind på Djursland.

Tyvene er kommet ind til bilen i garagen ved at bryde en dør op. De kunne derefter køre væk i en Austin-Healey fra 1967.

Bilen er en grøn, engelsk sportsvogn, som er åben.

- Det kan jo være, at gerningsmanden på et tidspunkt har set, at bilen hører til ved huset, siger vagtchef Stig Heidemann fra Østjyllands Politi.

Tyvene tog ikke kun bilen med sig, de stjal også en mængde jagtpatroner fra garagen.

- Hvis der er nogen, som har set bilen eller har oplysninger i sagen, må de meget gerne ringe til os, siger Stig Heidemann.

Indbruddet blev begået lørdag i tidsrummet 14.45 til 00.05 på Vedøvej i Kolind.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.