Spritbilist endte i grøften
Forbipasserende slog alarm
9. nov 2014, kl. 11:40
Mere end 30 dage gammel
En 45-årig mandlig bilist endte lørdag aften i grøften, efter at han mistede kontrollen over sin bil i nærheden af Ebeltoft.
Ifølge Østjyllands Politi kom manden kørende ad Storkhøjevej, da han kort før kl. 18.30 kørte ud i rabatten og videre ned i grøften.
Der var ikke andre biler impliceret i uheldet. En forbipasserende opdagede senere den 45-årige mand, hvorefter der blev slået alarm til politiet.
- Efter en udåndingsprøve kunne betjentene konstatere, at manden var påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt, så der kunne tages en blodprøve, siger vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 45-årige berusede bilist kom ikke alvorligt til skade i forbindelse med uheldet.