Sosu-hjælper siger fra: Det går ud over de ældre nu

Der er blevet sparet og effektiviseret så meget på hjælpen til ældre, at en sosu-hjælper fra Syddjurs nu kritiserer kvaliteten af ældreplejen.

02:20

VIDEO: Tanja Fogh Jensen har arbejdet i 15 år i hjemmeplejen i Hornslet. Hun elsker sit job, men nu er tempoet blevet så højt, at hun føler, det går ud over de ældre.

Jeg kan og vil ikke være med længere!

Sådan lyder begyndelsen på et facebookopslag, som i skrivende stund er blevet delt 1300 gange på Facebook.

Læs også Store konsekvenser i Aarhus Kommune efter skjulte optagelser

Afsenderen er Tanja Fogh Jensen, og det er første gang, at social- og sundhedshjælperen fra Hornslet på Djursland tager bladet for mundet og offentligt kritiserer sine arbejdsforhold. 

- Jeg er frustreret, og jeg og mine kollegaer deler samme mening om, at det er for meget nu. Det er for meget for borgerne, der sidder i saksen, siger Tanja Fogh Jensen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Vasketøjet hentes nu hver 14. dag

I hendes opslag nævner hun en række konkrete kritikpunkter.

Senest er det blevet indført, at de ældre får vasket tøj på vaskeri hver 14. dag, hvor hjemmeplejen førhen satte en vask over fra tid til anden.

Hvis borgeren har haft et uheld, så kan meget beskidt sengetøj og tøj ligge i op til 14 dage, indtil det bliver hentet.

Tanja Fogh Jensen, social- og sundhedshjælper, Syddjurs Kommune

Det skulle spare Syddjurs Kommune op imod 500.000 kroner om året, forklarer Tanja Fogh Jensen, men hun kritiserer den nye ordning.

- Hvis borgeren har haft et uheld, så kan meget beskidt sengetøj og tøj ligge i op til 14 dage, indtil det bliver hentet, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke se, at hygiejnen kan være i top, og jeg kan heller ikke se besparelsen i det, når vi nu alligevel er i hjemmet. Det plejer ikke at tage lang tid for os at sætte en vask over. 

Artiklen fortsætter under billedet

Udvalgsformand: Vi er intet uden de ansatte

Den ansvarlige udvalgsformand, socialdemokraten Jan Fischer, har læst kritikken.

- Man bliver da lidt overrasket, men alligevel ikke, for vi har hørt det fra flere af hendes kollegaer før. Uden vores personale er vi ingenting, og det er selvfølgelig vigtigt at høre, hvad hun har at fortælle, siger Jan Fischer, der er formand for sundhed, ældre og social i Syddjurs Kommune.

Socialdemokraten Jan Fischer bor selv i Hornslet ligesom sosu-hjælperen Tanja Fogh Jensen, der kritiserer forholdene i hjemmeplejen. 

Han skal nu møde Tanja Fogh Jensen i morgen, onsdag, for at få uddybet hendes kritik.

Hvad siger du til kritikken af, at det er ineffektivt og uden reel besparelse af få vasket tøj på vaskeri?

- Vi har været nødt til at genåbne budgettet for i år, fordi kommunen har været under økonomisk pres. Vi har valgt ikke at spare på hjemmehjælpen, men at sende en opgave ud af huset. Der vil altid være en indkøringsperiode, og det skal vi evaluere på, når der er gået tre-fire måneder, siger Jan Fischer.

Læs også Kæmpe millionunderskud koster kommunaldirektør jobbet

Der er også kritik af, at borgerne skal betale 75 kroner per kilo vasketøj over otte kilo. Er det korrekt?

- Der er nogle børnesygdomme, når vi sætter et nyt system i gang, men det med at det skulle koste ekstra, det skulle der være kommet styr på nu, er jeg blevet fortalt af vores direktør på området. 

Sosu-hjælper: Borgerne mærker, vi har travlt

Tanja Fogh Jensen har særligt henover sommeren lagt mærke til, at de ældre reagerer, hvis de ansatte har travlt.

- Jeg gør et stort nummer ud af ikke at ytre, at jeg har travlt, men jeg mærker, at de ældre bliver påvirket alligevel. Det går for stærkt, siger hun.

Udover Tanja Fogh Jensen (tv) skal hendes kollega Lone Meldgaard Thorsø også mødes med udvalgsformand Jan Fischer (S).

Eksempelvis skal flere af hjemmehjælperne i Hornslet nu køre på cykel i stedet for at bruge deres egen bil.

Det er egentlig ok, mener Tanja Fogh Jensen - bare ikke, når de i forvejen har for lidt køretid til at nå rundt til de ældre.

- Hvis jeg skal cykle eksempelvis 15 kilometer på en arbejdsdag, når der i forvejen ikke er tid nok til transport, så er det ikke sjovt længere, siger hun og uddyber:

- En række borgere har fået taget fem minutter af deres hjemmehjælpstid, og så skal vi løbe endnu stærkere, og det kan vi altså ikke.

Håber på at kunne gøre en forskel med sit opråb

Tanja Fogh Jensen er stadig ansat i hjemmeplejen i Syddjurs og har altid været glad for sit job. Hendes kritik går ikke på hendes daglige ledelse, men af de overordnede rammer.

- Der er ingen, der lytter til, hvad vi siger. Der er ingen, der spørger os om, hvad vi synes, der er bedst. Der er ingen, som tager med os rundt og ser, hvordan det rent faktisk fungerer. De gør noget hen over hovedet på os, siger hun. 

I Tanja Fogh Jensens indlæg står der blandt andet: "Jeg vil SÅ gerne udføre mit arbejde. Men ikke på denne måde, når jeg ikke har min samvittighed med."

Derfor er hun glad for at kunne mødes med en politiker nu, og hun er stolt over de mange positive tilbagemeldinger, hun har fået på sit indlæg.

Tror du, at du kan gøre en forskel?

Jeg håber, det virkelig. Jeg håber, der er nogle, som vågner op og ser, at det her duer bare ikke.

Men politikerne har ikke sparet for sjov. Hvor skal pengene komme fra?

Jeg ved ikke, hvor pengene skal findes henne, men der er nødt til at blive gjort noget, for det her er slet ikke holdbart i længden. Slet ikke.