Søn efter genforening med far på TV: - Jeg har svært ved at stole på ham
Alexander Cleemann har brug for flere svar fra sin far - og mere handling efter 23 års adskillelse.
Da 24-årige Alexander Cleemann var blot 10 måneder gammel, blev han forladt af sin far.
Gennem en barndom med en enlig mor præget af store svigt og ensomhed, har han mange gange hungret efter at finde ham og skabe en relation til ham.
Far og søn blev genforenet i tv-dokumentaren 'Da far forsvandt', der blev sendt på TV 2 torsdag aften, men siden har Alexander Cleemann og hans far Morten Markussen ikke set mere til hinanden.
De har dog lidt kontakt på telefonen.
Alexander Cleemann, der bor i Syddjurs Kommune, fortæller, at han nok passer lidt på sig selv.
- Jeg kommer ham ikke rigtigt nærmere lige for tiden med den type kontakt, vi har. Så det er svært at finde ud af, hvad det er, jeg savner fra ham, og jeg trækker mig nok lidt for ikke at spekulere for meget, siger han.
Læs også
Ifølge Alexander Cleemann har hans far for eksempel sagt, at han vil komme en tur til Jylland, hvor Alexander Cleemann bor, i næste måned. Men sønnen er bange for, at han er fyldt med tomme ord - ikke fordi han vil være det, men fordi han ikke kan være andet.
- Jeg ved, at det jo er rigtigt nok, når han siger, at han gerne vil se mig igen. Det tror jeg såmænd godt på. Men for ham at rykke på det, det tror jeg bliver svært. Jeg stoler ikke på ham, fortæller han.
Relationen er der ikke
Alexander Cleemann voksede op i et miljø præget af lange aftener på bodegaer, svigt og stoffer.
Hans mor døde i 2016 efter et liv med psykisk sygdom, og hans far forsvandt til et hårdt liv på gaden. Deres møde denne sommer var det første i 23 år.
Selvom hans far både skriver og ringer til ham efter deres genforening, så har Alexander Cleemann svært ved at forholde sig til kontakten.
Læs også
Faren kan finde på at skrive en sms, hvor der står, at han skal på fisketur eller bare, at han skal have en god dag.
- Det er som om, at han prøver at snakke uden om eller prøver på at skabe en eller anden form for forbindelse, og den kan han ikke opnå, før han har svaret ordentligt på mine spørgsmål, siger han.
Alexander Cleemann forklarer, at selvom han i programmet får stillet sin far nogle af de nagende spørgsmål om, hvorfor han forlod ham, og hvorfor han ikke har gjort noget mere for at se ham, så føler han ikke helt, at det er svar nok.
- Jeg tror egentligt, at han har svaret mig på den måde, han kan, og jeg tror, han føler, at jeg var bedre tjent uden ham. Men jeg har brug for at få det uddybet noget mere, og han skal gøre noget mere og sørge for at komme til at se mig.
Genforening er hårdt arbejde
Selvom Alexander Cleemann er glad for, at han har fundet sin far og nu kan sætte et ansigt på ham, har det i det hele taget været noget sværere, end han havde forestillet sig at stable en relation til sin far på benene.
Det har været langtrukken og hård proces, hvor svigtet stadig fylder.
- Jeg bliver meget følelsesmæssigt påvirket af det. Og man skal være forberedt på, at det måske ikke ender ud, som man havde forestillet sig det, men at man godt kan blive skuffet, siger han.
Læs også
Og netop skiftende og svære følelser kan være en naturlig del af forløbet, når børn genforenes med forældre efter lang tid, fortæller psykolog og direktør for Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due.
- Det er som regel en meget ambivalent størrelse at blive genforenet med en forældre, der har forladt en. På den ene side kan der være en masse håb, forsoning og kærlighed, men på den anden side har man sin sårede sjæl og en masse andre følelser med sig, siger han.
Barnet kan ofte have en følelse af mindreværd, fordi forældre har valgt dem fra, og til den følelse knytter sig ofte vrede og frustration.
Man skal være klar over, at det både er normalt og meget legitimt også at føle vrede, sorg og frustration
Derfor er genforeningen ofte kompleks, fortæller Mattias Stølen Due.
- Fra barnets perspektiv skal man være åben overfor, at dét at blive genforenet ikke bare er fryd og gammen. Man skal være klar over, at det både er normalt og meget legitimt også at føle vrede, sorg og frustration både i møde-øjeblikket og i lang tid efterfølgende, siger han.
Ingen forhåbninger
Når det kommer til fremtiden, har Alexander Cleemann ingen forhåbninger om, at forholdet mellem far og søn bliver meget anderledes end det er nu.
- Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks. Jeg prøver at acceptere ham, som han er, men jeg ved ikke, om han nogensinde kommer til at møde min familie, siger han.
Læs også
Alexander Cleemann er alligevel åben for, at han en dag kan få nogle bedre svar fra sin far.
- Hvis jeg får det på et tidspunkt, så håber jeg, vi kan se noget mere til hinanden. Jeg tror ikke, at det ebber ud lige foreløbigt, men jeg er nok meget afventende.
Morten Markussen har set programmet og fået forelagt sin søns udtalelser, men har ikke lyst til at uddybe mere end det, han siger til kamera.
Dokumentaren 'Da far forsvandt' kan ses på TV 2 PLAY.