Smed narko fra sig efter uheld: Tre fængslet
Seks yngre mænd anholdt efter trafikuheld i Ebeltoft
Tre yngre mænd er fredag blevet sendt bag tremmer i en narkosag på Djursland.
Ifølge Østjyllands Politi kørte to personer torsdag aften galt på Færgevejen i Ebeltoft, efter at de i en BMW med høj fart var kørt væk fra en parkeringsplads.
På vej væk fra p-pladsen stødte bilen ind i en kantsten med en sådan kraft, at den ikke kunne køre videre. De to personer i bilen flygtede efterfølgende fra stedet. Under flugten smed de narkotika og medicin fra sig.
Det lykkedes senere politiet at anholde i alt seks personer i sagen. De seks mænd blev alle fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag.
Dommeren valgte at varetægtsfængsle halvdelen af mændene frem til den 29. september. Det drejer sig om tre mænd på henholdsvis 22, 24 og 33 år.
Kørte galt og stak af med narkotika
Dommeren mente derimod ikke, at der var grundlag for at sende de tre øvrige mænd på bag tremmer.
De personer, der ikke blev fængslet, er henholdsvis 19, 21 og 22 år gamle.
Politiet har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere. De præcise detaljer i sagen er derfor ikke kendte af offentligheden.