Slip hunden løs
Nyt tilbud til hundeejere
Hundeejere kan nu med god samvittighed slippe hunden løs på i Ebeltoft
Efter en række henvendelser har Syddjurs Kommunes nemlig indrettet en hundeskov ved Ebeltoft i et samarbejde med Dansk Kennelklub.
Det nye område ligger i Egedal Skov lige øst for Ebeltoft by, og her kan hund og ejer boltre sig ganske frit på hele tre hektar.
Området er blevet indhegnet med et 1,7 m. højt vildthegn med selvlukkende låger, så selv meget højdespringende hunde ikke kan stikke af.
Selvom der nu er dømt fri leg for Ebeltofts vovser, så understreger kommunen, at ejerne til hver en tid skal have hunden under kontrol og at bidske hunde ikke tilladt i hundeskoven.
- Vi har gennem længere tid måtte konstatere et stigende problemer med løsgående hunde i både private og offentlige skove. Det skræmmer nogle folk, og generer vildtet. For at forsøge at afhjælpe dette, har vi besluttet at prøve med en hundeskov, hvor det er tilladt at have hunden løs, siger formand for udvalget for Natur, Teknik og Miljø i Syddjurs Kommune Carsten Bech i en pressemeddelelse.
Den nye hundeskov åbner officielt onsdag d. 29. februar kl. 13.00, og Syddjurs Kommune lover, at der vil være hundekiks til alle fremmødte.