Ryomvej på Djursland er totalt spærret
Fredag morgen var tre biler impliceret i et frontalt sammenstød, og derfor er Ryomvej spærret på ubestemt tid
Hvis man har planer om at benytte Ryomvej på Djursland fredag formiddag, så er det en god idé at benytte en alternativ rute, for et frontalt sammenstød har medført, at vejen er totalt spærret.
Det oplyser politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
- Fredag morgen klokken 8.25 fik vi en melding om et frontalt sammenstød, hvor tre biler var impliceret, og der ligger noget fra bilerne på kørebanen. Det skal fjernes, og derfor har vi besluttet at spærre Ryomvej totalt, indtil vi har ryddet op. Vi opfordrer bilister til at finde alternative veje, og vi ved endnu ikke, hvornår Ryomvej åbnes igen, fortæller Marianne Morgen.
Biler bragede sammen i trafikeret kryds
Der skete desværre også personskade ved uheldet.
- En af de implicerede måtte køres til tjek på skadestuen i Randers, og der var en, der var "teknisk fastklemt". Det vil sige, at vedkommende blev skåret ud af bilen efter klager om nakkesmerter, forklarer Marianne Morgen.
Østjyllands Politi kender endnu ikke årsagen til ulykken.
Opdateret klokken 10.31:
Ryomvej er nu åben for trafik igen.