Rift om husene i Syddjurs Kommune

Antallet af hushandler på Syddjurs er gået 60 procent frem siden nytår

På landsplan er antallet af hushandler gået 25 procent frem siden nytår, men på Syddjurs er der blevet solgt 60 procent flere villaer og rækkehuse.

Derved ligger Syddjurs Kommune på en andenplads over de kommuner, hvor antallet af gennemførte handler er steget mest. Den østjyske kommune er kun overgået Gribskov, hvor tallet er steget med 62 procent. Det skriver Ritzau.

- Boligmarkedet har i år været gennemsyret af en generel optimisme. Renten har været lav, og selvom boligpriserne er steget, har det ikke haft betydning for købelysten, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk til hjemmesiden.

Men det er ikke i alle kommuner, det går lige godt.

Både Samsø og Favrskov Kommune ligger i top ti over de kommuner med den største tilbagegang eller mindste fremgang.

På Samsø er antallet af handler faldet med 10 procent, men traditionelt set bliver der handlet få huse, og det statistiske grundlag er derfor begrænset.

I Favrskov er der blevet gennemført fem procent flere handler sammenlignet med før nytår.

Top 10 over kommuner med den største fremgang i antallet af handler med villaer og rækkehuse:

1. Gribskov: 63 procent
2. Syddjurs: 60 procent
3. Greve: 60 procent
4. Glostrup: 57 procent
5. Odsherred: 55 procent
6. Sorø: 47 procent
7. Næstved: 47 procent
8. Fredericia: 46 procent
9. Ballerup: 43 procent
10. Struer: 43 procent

Top 10 over kommuner med den største tilbagegang eller mindste fremgang i antallet af handler med villaer og rækkehuse:

1. Fanø: -16 procent
2. Frederiksberg: -13 procent
3. Lolland: -12 procent
4. Samsø: -10 procent
5. Ikast-Brande: -2 procent
6. Vordingborg: 1 procent
7. Skive: 2 procent
8. Nordfyns: 3 procent
9. Furesø: 4 procent
10. Favrskov: 5 procent

Kilder: boligsiden.dk og Ritzaus Bureau