Redningsaktion i Kalø Vig: Sejler kæntret
Redningsfolk stævnede ud for at hjælpe nødstedt sejler
Redningsmandskabet på Djursland sendte lørdag en gummibåd i vandet for at hjælpe en nødstedt sejler i Kalø Vig.
Sejleren kæntrede i farvandet syd for lystbådehavnen Nappedam. En person, der befandt sig på land, fik øje på den kæntrede båd og sejleren, der lå i vandet. Han slog derefter alarm.
Beredskab & Sikkerhed modtog meldingen kl. 13.22. Derefter blev der sat en båd i vandet for at komme den uheldige sejler til undsætning.
SE OGSÅ: En and-erledes redningsaktion i Brabrand
- Vi satte en båd i vandet fra Vrinners. På vej ud mod den kæntrede båd kunne vores folk imidlertid se, at sejleren var blevet hjulpet op af vandet af en anden person, der befandt sig i nærheden i en gummibåd. Sejleren var ikke kommet alvorligt til skade. Han blev sejlet til Nappedam af den person, der havde hjulpet ham, siger indsatsleder Allan Frederiksen til tv2oj.dk.
Ifølge Allan Frederiksen kæntrede sejleren formentlig, fordi der kom for meget vand ind i båden. Normalt er det ikke et problem, at der kommer vand ind i båden, men i dette tilfælde var mængden af vand tilsyneladende så stor, at det ikke var muligt at få båden på ret køl igen.
SE OGSÅ: Mand reddet fra kæntret båd
- Det var dog ret udramatisk. Sejleren havde våddragt på og er ikke kommet til skade, siger indsatslederen.
Ifølge Beredskab & Sikkerhed er der årligt cirka fem-seks redningsaktioner af denne type.