Plejehjem sparet i bund - nu kommer støtte fra uventet kant
Når plejehjemsbeboerne skal på bustur, arbejde med træ ved drejebænken eller til koncert, er det ofte med reklamepenge i ryggen
Plejehjem, ældrecentre, daginstitutioner og sygehus bruger i stigende omfang sponsorater eller reklamer til at forsøde de ældres tilværelse.
Senest har Søhusparken i Ebeltoft haft en sponsoreret koncert med musiker Jesper Braae Madsen – koncerten var sponsoreret af et køkkenrenoveringsfirma.
- Jeg ser ikke noget problem i, at pengene kommer fra tredje part. Det er bare en moderne måde, at vi hjælper hinanden på og tager os af hinanden, siger musikeren Jesper Braae Madsen.
Og de beboere, som TV2 ØSTJYLLAND talte med, har intet mod at blive eksponeret over for reklamer.
- Det synes jeg er rigtig dejligt. Vi kan godt lide musik, og vi kan lide at synge med, siger Tonny Kjærulf, beboer i Søhusparken, Ebeltoft.
Og selv om Jesper Christensen fra firmaet OK Køkkenrenovering, der sponsorerer plejehjemskoncerterne, ikke lægger skjul på, at han håber på venlig omtale gennem sit sponsorat, så er baggrunden for sponsoratet en anden:
- Vi er selvfølgelig glade for at få vores navn nævnt - men reelt har vi jo ikke nogen potentielle kunder her. Vi gør det for at glæde - det er hovedårsagen, siger han.
Sponsorkroner er nødvendige
Ifølge plejehjemslederen er sponsorkroner helt nødvendige, hvis der skal råd til noget ud over den daglige drift.
- Der er sparet så meget på alting, at der ikke er ret meget mere at give af. Vi har udelukkende økonomi til de basale ting, siger Kirsten Andersen, der er plejecenterleder i Søhusparken.
Hun oplyser, at koncerterne ikke er de eneste sponsorerede ting – også de ældres årlige julefrokost finder sted med hjælp fra sponsorer.
Og det er ikke kun små koncerter og julefrokoster, der bliver sponsoreret på de østjyske plejehjem.
Lokale firmaer bag bus
På Rosengården - også i Syddjurs Kommune - har de en bus som lokale firmaer, hvilket man kan aflæse af diverse klistermærker på bussens side, har været med til at sponsorere.
- Det er da rigtigt godt. Så har vi det at glæde os til hver fredag, når vi kommer ud at køre, siger Hugo Kjær, bruger, Rosengården, Hornslet.
Ud over bussen har de også fået penge fra forskellige fonde til blandt andet en rickshawcykel, en gynge og redskaber i deres træværksted.
- Vores budgetter rækker ikke til alle de ting, vi gerne vil gøre brug af her på Rosengården, siger Merete Bødker, daglig leder, Rosengården.
Der findes ikke noget samlet tal for hvor meget, der bliver sponsoreret i plejehjemsektoren, men udviklingen er man på plejehjemmene i Syddjurs enige om:
- Det er jo blevet mere brugt med årene her, siger Merete Bødker, der er daglig leder af Rosengården.
I videoen øverst i artiklen kan du komme med indefor på plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft.