Plejehjem på Djursland oversvømmet under skybrud
Plejeboligerne Lyngparken i Knebel på det sydlige Djursland fik virkelig uvejret onsdag at føle
Onsdag aften måtte Plejeboligerne Lyngparken i Knebel på Djursland have hjælp til at stoppe vandmasser, der var på vej til at trænge ind i flere af boligerne. Beredskab og Sikkerhed mødte talstærkt op med pumper og sandsække.
Området på det sydlige Djursland var et af dem, der blev allerhårdest ramt af uvejret onsdag, og netop nær Knebel melder DMI da også om skybrud.
Læs også
- Mellem kl. 18-19 kom der knap 40 mm regn ved Sletterhage Fyr, så her var der tale om skybrud, og vores opgørelser viser, at det især var Djursland i det østjyske, der blev hårdt ramt, siger vagthavende hos DMI, Klaus Larsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved plejeboligerne i Knebel lykkedes det Beredskab og Sikkerhed at afværge de værste skader, men flere boliger meldes dog vandskadet her torsdag morgen.
Ifølge TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger kom ingen personer noget til under det voldsomme uvejr, og ingen blev evakueret under oversvømmelsen.