Pias sorg druknede i papirer
Der gives ikke ro til at sørge, når man mister et familiemedlem, mener pårørende, der blev overhældt med papirarbejde, efter hun mistede sin mor
Den 9. juli sov Pia Eriksens mor stille ind.
Det skulle have været en tid, hvor familien var samlet og fik talt om alle oplevelserne, de har delt med deres mor.
- Hun var sådan en, der kunne samle folk. Hendes hjem var åbent for andre mennesker. Der var plads, siger Pia Eriksen.
Men sådan gik det ikke. For straks efter, at Pia Eriksens mor var sovet ind, begyndte en lang proces, hvor Pia Eriksen væltede sig i papirarbejde.
- Selvfølgelig er man klar over, at der skal gøres nogle ting efterfølgende, men jeg er meget overrasket over, at det er så meget, der skal laves, siger Pia Eriksen, der til daglig er lærer i Thorsager.
- Man får faktisk ikke lov til at sørge. Al den tid jeg har brugt på at hjælpe med at få de her ting til at falde i hak, kunne vi jo have brugt på at være sammen og være sammen med far, og snakke med alle de ting, vi oplevede sammen med mor, siger hun.
Det skrev hun om i et indlæg til Kristeligt Dagblad, hvor hun opfordrer til, at myndighederne finder en mere hensigtsmæssig måde at håndtere dødsfald på, så familierne får ro til at sørge.
Du kan få hele Pia Eriksens historie i videoen øverst i artiklen.
På TV 2 | ØSTJYLLAND hører vi gerne fra dig, hvis du har en lignende historie om sorg. Du kan skrive til os på redaktion@tv2oj.dk.