Peder mistede synet i fyrværkeriulykke: Nu advarer han andre
Peder Gejl Hansen var kun lige kommet ind i 2016, da hans liv ændrede sig for altid. Han fik en raket i øjet, fordi han ikke have sikkerhedsbriller på. Nu fortæller han sin historie
Artiklen er første gang udgivet i 2018.
-Sikkerhedsbrillerne sad i panden.
Læs også
Børnene på Mørke Skole er dybt koncentreret og helt stille, da Peder Gejl Hansen åbner sit PowerPoint-show op og gør klar til at fortælle om sin ulykke nytårsaften 2016.
- Det var den sidste raket, som vi ville fyre af, da vi var på vej hjem. Den sprang op i hovedet på mig og min ven. Han havde sikkerhedsbriller på, mens mine sad i panden, forklarer Peder.
Peders ven slap med et blåt øje, mens han selv skulle hasteopereres for senere at få beskeden om, at synet var væk for altid på det venstre øje.
Drømte om at blive styrmand
De glemte beskyttelsesbriller har fået flere konsekvenser for den unge mand, der havde mange drømme for fremtiden.
- Jeg har altid drømt om at blive styrmand ligesom min mor. Men det kan jeg ikke, for man skal kunne se på begge øjne, forklarer Peder til TV2 ØSTJYLLAND.
Peder har i dag fundet en vej til alligevel at kunne arbejde på havet, da han er ved at uddanne sig til skibsmontør.
Peder lider derudover også af hovedpine, tinnitus og koncentrationsbesvær i dag på grund af ulykken.
Skræmmende at se øjet
Han kører sammen med politimand og fyrværkeridemonstratør Chris Gade rundt til landets femteklasser i håbet om at kunne forebygge lignende fyrværkeriulykker. At valget netop er faldet på børn, er der en god grund til:
Læs også
- Det er de voksne, der glemmer reglerne. Så vi bruger femteklasserne rundt omkring på skolerne. De er nogle rigtigt gode ambassadører. De kan huske det, de kan sige det, og de kan sige fra og til over for forældrene, forklarer Chris Gade.
Man kan tydeligt se, at Peders øje er svært beskadiget. Det har været en lærerig oplevelse for flere af eleverne på Mørke Skole at høre hans historie.
- Det var meget spændende at høre om, og jeg vil tænke over det, jeg har lært til nytår, siger Maya Bergstrøm, der går på Mørke Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.