Pårørende får ikke besked om dødsfald - ingen har overblik

At dø alene. Blive bisat i et kapel uden pårørende. Og så begravet på de ukendtes grav.

Det er, hvad der skete for Jes Andersen fra Rønde i år. Men sådan behøvede det ikke at være.

Jes Andersen havde nemlig to brødre – de havde bare ikke fået besked om hans død. De fik først kendskab til, at han var død to måneder og én dag, efter han var blevet fundet, fordi de blev indkaldt til et møde om arven fra deres bror.

Selvom det nok umiddelbart lyder usædvanligt i dine ører, er den historie langt fra enestående. I sommer fortalte TV2 ØSTJYLLAND om den 62-årige Svend-Åge Ekberg fra Aarhus, hvis familie ved en tilfældighed fik kendskab til hans død 14 dage, efter han var blevet fundet. Og der var han bisat.

Flere andre medier har også beskrevet lignende forløb, hvor pårørende ikke blev underrettet eller fik beskeden sent. Og når det sker, er det formentlig fordi, diverse myndigheder godt nok har procedurer for, hvordan de skal søge efter pårørende, men ingen af dem har det fulde ansvar for at finde dem.

Socialministeriet har oplyst, at:

Frem og tilbage og ingen vegne

Skiftende politikere har da også stillet spørgsmålstegn ved, om der er styr på, hvordan myndighederne finder og orienterer pårørende. Men det har aldrig ført til noget konkret.

På baggrund af nye eksempler i pressen i 2010 nedsatte den daværende socialminister, Benedikte Kiær (KF), en arbejdsgruppe, der skulle se på emnet med henblik på at få lavet en fælles vejledning om orientering af pårørende.

Men i 2011 vurderede Social- og Integrationsministeriet på baggrund af arbejdsgruppens resultat, at ’de forskellige myndigheder allerede har de fornødne faste procedurer’, så initiativet blev lagt ned.

Der føres ikke statistik over, hvor mange sager politiet eller andre myndigheder ikke er lykkedes med at finde de pårørende. Derfor kender ingen omfanget, men kun de eksempler, hvor de pårørende efterfølgende har valgt at gå til pressen.

Ekspert: Alle regler overholdt

I tilfældet om Jes Andersens død kunne man ikke finde pårørende i CPR-registeret, fordi forældrenes CPR-numre var registret som en række 0’er. En fejl, som ikke er gængs, men sommetider optræder ved personer, der født før 1978.

Brødrene blev derfor først fundet, efter Rigsarkivet havde søgt efter arvinger.

Brødrene er harme:

- Der mangler den værdighed, der skal være i forbindelse med, at man slutter et liv. Og det gør ondt på mig. Det har været uværdigt for Jes, siger Jan Andersen.

Jan og Kim Andersen fik efterfølgende deres bror gravet op fra de ukendtes grav og flyttet til deres familiegravsted i Risskov. Men kunne ikke holde den afsked, de ønskede.

- Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Er det med sådan en arrogance, vi behandler folk?

Familie klagede til Syddjurs Kommune

De to brødre gik ud fra, at der var tale om en myndighedsfejl fra Syddjurs Kommunes side og klagede i sommer til Syddjurs Kommunes borgmester, Ole Bollesen (S).

Borgmesterens svar lød, at alle procedurer var overholdt, men kommunen som ’en form for kulance’ ville betale udgifterne for opgravning af urnen.

Ekspert: En reminder om at lægge en seddel

Kommunens vurdering er korrekt.

Birgit Jorden er formand for Danske Arveretsadvokater og tager også selv sager som bobestyrer, hvor hun har til opgave at søge efter arvinger. Hun kalder ’hullet’ i CPR-registeret for en fejl. Men ifølge hende har myndighederne handlet efter gældende regler.

- Der er ikke nogen, der har smølet eller siddet på hænderne. Det er selvfølgelig uheldigt for brødrene, at de havde så lidt kontakt. Men ud fra en forudsætning om, at de sjældent havde kontakt, er det ikke usædvanligt.

Hun anskuer sagen som et udtryk for en manglende kontakt.

- I virkeligheden er det her en reminder om, at når man er pårørende til én, der lever et stille liv, skal man sørge for, at der ligger en seddel i deres hjem om, hvem der skal kontaktes.

Hun mener ikke, det vil være hensigtsmæssigt, at myndighederne kontaktede Jan Andersen, da de noterede hans navn som en formodet bror efter få uger.

- Det sker jo også nogle gange, at én søskende siger, at vedkommende er dén eneste arving – og glemmer at fortælle om de andre.

I det hele taget kan hun ikke pege på noget, der bør indrettes på anden vis. Heller ikke at andre end bobestyrerne bestiller undersøgelsen ved Rigsarkivet, for de har den største erfaring med det.

- Alternativt skulle der en sagsbehandler til i hver kommune, der får én sag om året, siger formanden.

Hvis formue er under 45.000,- leder man ikke

I sagen om Jes Andersen har det været altafgørende, at hans formue oversteg 45.000 kroner. For hvis ikke, var der ikke blevet sat en bobestyrer på sagen. Og så havde staten fået hans penge, undersøgelsen udeladt, og brødrene var ikke blevet fundet.

- Fordi så søger man ikke efter arvinger, fortæller Birgit Jordan.

Er det godt nok?

- Det ved jeg ikke. Det er noget personligt. Spørgsmålet er, om det skal være en samfundsopgave at finde pårørende til én, hvor naboerne for eksempel ved, at der ikke er nogen kontakt mellem dem?

Og dét spørgsmål forholder flere politikere sig nu til.

DF: Behov for hurtig handling

Hvis det står til Peter Skaarup (DF) skal hele området ses efter:

- Der er brug for hurtig handling fra justitsministeren, så vi undgår de her sager i fremtiden.

Han appellerer til, at der skal placeres et samlet ansvar for at orientere hos politiet. At begravelser udskydes længere end de nuværende 14 dage, hvis man ikke kan finde pårørende. Og det ikke skal komme an på afdødes formue i spørgsmålet om, hvorvidt Rigsarkivet skal søge efter pårørende:

- Min umiddelbare holdning er, at det er en samfundsopgave at orientere, og det bør ikke være økonomien, der afgør om man går det rigtige for borgeren eller ej.

Venstre: Fornuftigt med en beløbsgrænse

- Hvis det er et generelt problem, så bakker vi i Venstre op om, at der skal laves noget om.

Sådan lyder det fra Britt Bager (V), der også er medlem af retsudvalget.

Hvor mange tilfælde skal der være tale om, før det skal laves om?

- Det kan man ikke sige. Der er ingen, der ikke bakker op om, at man skal have mulighed for at tage ordentlig afsked. Og noget tyder på, at man ikke altid får det.

I Venstre mener man dog, at der fortsat skal være en beløbsgrænse for, hvornår nogen skal sætte Rigsarkivet i gang med en undersøgelse.

- Det er fornuftigt med en beløbsgrænse. For man altid skal passe på, når pålægger det offentlige en udgift. Hvis man sagde ja til det hver gang, ville det blive alt for dyrt at være dansker.

Socialdemokratiet i tvivl

Social- og indenrigsordfører for Socialdemokratiet Camilla Fabricius er også blevet forelagt forløbet om Jes Andersen.

Hun tvivler på, hvorvidt loven bør ændres.

- Det er svært at sige, hvad der skulle være gjort anderledes. Det vil være nemt for mig at sige, at man skal få lavet et dokument om, hvem man skal kontakte. Men så øger vi bureaukratiet.

Hvad taler imod at placere et ansvar for at orientere pårørende hos en myndighed?

- Hvis den, der dør, ikke har lyst til, at man skal kontakte familien – altså hvorfor skal de involveres, når man dør, hvis de ikke var der, da man levede. Der er også retssikkerhed for afdøde.

Rigspolitiet undersøger behov

I november i år har Justitsministeriet i et udvalgsspørgsmål understreget, at 'politiet i forskellige tilfælde har påtaget sig at hjælpe med at finde pårørende i tilfælde af dødsfald. Men 'denne opgave er ikke reguleret ved lov'.

Og Rigspolitiet oplyste, at de er ved at afdække, 'hvorvidt der er behov for udfærdigelse af nationale retningslinjer til politikredsene' på området.

Men ingen har endnu foreslået loven ændret.