Østjysk forening er kåret til Årets Ungdomsforening 2019
Ifølge dommerpanelet formår Rollespil i Ryomgård at række ud til lokalsamfundet.
En forening er ikke kun en gevinst for dens medlemmer. Den kan også give nyt liv til et lokalområde, og det er foreningen Rollespil i Ryomgård et eksempel på.
For dem har det været en ekstra god lørdag, da de i dag er blevet kåret som Årets Ungdomsforening 2019.
- Det betyder meget for os, siger Morten Hjort Hansen fra Ryomgård, der har været med til at stifte foreningen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Også det dér med, at vi kan lave nye arrangementer, supplerer medstifter Nanna Kalmar fra Ryomgård.
Giver også et større netværk
Rollespil i Ryomgård har 20 medlemmer og har eksisteret i ét år. Her mødes medlemmerne hver fredag til al slags rollespil - eksempelvis bordrollespil, sværdkamp, magic cards og rolleskrivning.
- Hvis jeg kan være med til at holde bare en eller to unge mennesker væk fra gaderne, så er jeg bare glad, og så har jeg gjort mit arbejde, siger Morten Hjort Hansen.
De tager desuden rundt på danske skoler og lærer børn om rollespil – så børnene kan lære at bruge deres fantasi aktivt – også i andre sammenhænge end rollespil.
Foreningen bidrager også til, at de nyeste borgere får sig et større netværk.
- Det betyder meget, fordi du møder nye mennesker, lyder det fra Kaniwar Alali fra Ryomgård, der kom til Danmark for tre år siden.
Prisen blev uddelt af DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd på deres delegeretmøde af Uddannelses- og forskningsministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (Soc.dem).
Dommerpanelet lagde i deres bedømmelse vægt på, at Rollespil i Ryomgård formår at række ud til lokalsamfundet og andre aktører som eksempelvis Midtdjurs Friskole, de lokale spejdere, Ryomgård Bogcafé og Syddjurs Bibliotek.
Foruden æren følger også en pris på 10.000 kroner til foreningen.