Orme-krig raser i lokalsamfund - Det tenderer rovdrift på naturen
Beboere ved Begtrup Vig vil af med ormefiskere, der larmer og laver dybe huller i strandbunden
Søren Ibsen bor 500 meter fra stranden ved Begtrup Vig. Ikke desto mindre vågner han tit klokken 5 om morgenen til lyden af en motordrevet stamper, der slår sig løs på stranden.
Lyden betyder, at ormefiskerne i området er gået gang med dagens fangst - stamperen skal nemlig få ormene op fra strandbunden, så de kan sælges som madding til fiskere.
Læs også
- Jeg har nogle gange om morgenen klokken fem haft lyst til at køre derned og sige: 'Vil I ikke godt holde op - jeg skal på arbejde', siger Søren Ibsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Flere beboere og sommerhusejere er godt og grundig trætte af ormefiskerne, der larmer og efterlader dybe huller i sandet, og nu vil en byrod have politikerne på Christiansborg til at undersøge problemet.
- Jeg vil tage fat i min miljøordfører på Christiansborg, Pia Adelsteen (DF), og bede hende om at tage fat i ministeren og få spurgt ind til, om det her virkeligt kan være lovligt, siger Michael Mikkelsen, der er medlem af byrådet i Syddjurs Kommune for Dansk Folkeparti.
Rovdrift på naturen
Ormefiskerne mener ikke, at de gør noget ulovligt, da stranden ikke er fredet, men ifølge Michael Mikkelsen tenderer deres metoder om rovdrift på naturen.
- Det vil vi simpelthen ikke være med til. Der er en mulighed for at tjene nogle nemme penge, og det er tilsyneladende det der foregår. Det er så skrækkeligt, og det går simpelthen ikke, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge den lokale beboer Søren Ibsen er det ikke kun miljøet, der kan lide skade.
- Det er meget ubehageligt for små børn at ryge ned i et hul, som de ikke have forudset var der, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Som du kan se i indslaget øverst på siden, fik TV2 ØSTJYLLANDS udsendte fotograf også en smagsprøve på de dybe huller i strandbunden ved ved Begtrup Vig.