Ole raser over rejseselskab: - Det er for groft
Ole Vendelbo samler flere hundrede rejsende, som alle er utilfredse med rejsebureauet Detur, i en gruppe på facebook.
Ole Vendelbo fra Knebel var i forrige uge på ferie i Tyrkiet. Alt var godt, lige indtil det pludselig stod klart, at hans rejseselskab, Detur, var ramt af økonomiske udfordringer og aflyste hans fly hjem.
Derfor blev han nødt til at betale 12.000 kroner af egen lomme for at han og familien kunne få lov at blive længere på hotellet.
Nu har Ole Vendelbo så lavet en facebookgruppe - Aktiv påkrav mod Detur - for alle andre, der også er blevet ramt.
- Mange har betalt lige fra 3-4.000 kroner og helt op til 87.000 kroner. Og de er tabt, siger han.
Det vælter ind med henvendelser til Ole Vendelbo, og i gruppen på Facebook er der nu 389 medlemmer.
- De er alle forarget over den måde, Detur har kørt den her sag, siger Ole Vendelbo.
Det er rejseselskabet Detur, der skal betale udlæg for mange tusinde kroner fra flere hundrede kunder retur, mener han.
- De skal ikke lave sådan noget og så sætte andre mennesker i den forlegenhed. Det er for groft, siger Ole Vendelbo.
Han måtte altså selv lægge 12.000 kroner ud for sikre, at familien med børn og børnebørn kunne blive boende på hotellet, indtil de kunne komme hjem.
- Vi får at vide, at de er oplyst om, at vi kan få vores penge retur, når vi kommer tilbage til Danmark, siger Ole Vendelbo.
TV2 ØSTJYLLAND har mandag forsøgt at få en kommentar fra Detur, men rejseselskabet er hverken vendt tilbage på opkald eller mail.
På Deturs hjemmeside står der blandt andet.
- De rejsende, der er berørt af aflyste afgange, vil blive kontaktet af Detur kundesupport i afrejserækkefølge baseret på den nærmeste afrejsedato først.
Er I for utålmodige i stedet for at vente på opkaldet?
- Nu er der gået en uge. Og jeg har ikke hørt om en eneste, der overhovedet har kunnet komme i kontakt med dem, eller at de har givet udtryk for noget som helst hverken privat eller offentligt, siger Ole Vendelbo.
Tror du, det kommer til at ske?
- Næ
Det skriver Detur på sin hjemmeside
De sidste par år har bragt udfordringer ud over det sædvanlige for rejse-, transport- og turismebranchen med først en pandemi, der stoppede al rejser og derefter en genstart, der ikke har været uden problemer. At der nu også er en krig i Europa, som påvirker økonomien med inflation og en svagere valuta, betyder, at rejsendebasen svigter samtidig med, at omkostningerne til flybrændstof stiger kraftigt. Dette har ført til behovet for en genstart for at sikre en sund forretning.
Detur har derfor besluttet at revidere sin drift og vil derfor gennemføre en rekonstruktion med ny kapital tilført selskabet. Da det betyder ændringer i organisationen og i organisationens processer, vil charterforretningen blive midlertidigt sat på pause i en periode. Resten af 2022-sæsonen vil blive aflyst.
Vi beklager de gener og problemer, dette kan forårsage for de rejsende, hvis ture nu ikke finder sted. Det er dog desværre nødvendigt at skabe den organisation, der kræves for at være en stærk og sund virksomhed i fremtiden.
De rejsende, der er berørt af aflyste afgange, vil blive kontaktet af Detur kundesupport i afrejserækkefølge baseret på den nærmeste afrejsedato først.
Håndtering og kompensation for de aflyste rejser vil ske i overensstemmelse med de Almindelige bestemmelser for deltagelse i pakkerejser.
Ledelsen i Detur
Efter hjemkomsten til Danmark begyndte Ole at søge efter folk i samme situation. Og på en uge har mere end 30 henvendt sig til Ole Vendelbo i forhold til krav fra hoteller, mens cirka 250 har henvendt sig om krav fra aflyste rejser. Et samlet krav, der ifølge Ole Vendelbo, lander på godt 3.400.000 kroner.
- Nu kommer der professionelle folk på. Så der bliver lidt at kigge på for advokaten, siger han.
For der er ifølge Ole vendelbo kun to mulige udfald af sagen: Betal eller Detur må erklæres konkurs.
- Når de kan gøre det en gang, kan de også gøre det to gange, siger han.