Østjyske kostskoler hilser undersøgelse velkommen

Alle kostskoler skal undersøges ovenpå dokumentar, lyder det fra flere partier. Det bliver taget godt imod på kostskole på Djursland.

Ovenpå TV2's afsløringer om forholdene på Herlufsholm Kostskole, der blandt andet har vist vold og krænkelser, vil flere partier have undersøgt kulturen på alle kostskoler.

En af de østjyske kostskoler ligger i Rønde, hvor Syddjurs Gymnasium har 75 kostelever.

Her bliver en undersøgelse hilst velkommen og kan forhåbentlig også være med til at skabe noget god omtale.

- Det med at gå på kostskole, er der ikke ret mange, der ved noget om, for der er ikke ret mange, der gør det. Så jeg tror, der er mange forskellige meninger om det. Og når det her kommer frem i medierne med Herlufsholm, så tror jeg, at der kommer mere mistanke mod andre skoler, siger Eric André Hansen fra Herning, der går i 2. Z.

Han synes derfor, at en undersøgelse er et godt initiativ.

De to kostelever vil gerne sprede et godt ry om kostskoler.
De to kostelever vil gerne sprede et godt ry om kostskoler.

Forholdene på Herlufsholm kunne dog ikke være længere fra virkeligheden på Syddjurs Gymnasium.

Det fortæller Julie Wolff Jensen fra Samsø, der går i 1. X.

- Man kunne godt frygte, at folk vil tænke, at det er en sædvanlig ting for kostskoler, men det ligger meget fjernt fra os, så det kan vi slet ikke sætte os ind i.

- Selvom det er negativt ladet, så tror jeg, det er godt, der bliver sat fokus på det her med kostskoler, så flere danskere kan få øjnene op for, at det er en mulighed. Jeg tror, at mange tænker, det ikke er noget for dem, men de kan måske ændre mening, siger Julie Wolff Jensen.

Den naturlige reaktion

Rektoren på Syddjurs Gymnasium Sven Gaardbo mener også, at en undersøgelse er den helt rigtige reaktion oven på programmet Herlufsholms Hemmeligheder.

- Jeg tænker, at det er en reaktion, som de, der har tilsynet på området, må og skal komme med. Det er selvfølgelig en enkeltsag, der bliver hevet op til en generel undersøgelse. Men hvis jeg sad i ministeriet, ville jeg også tænke, at vi er nødt til at få det undersøgt. Så det har jeg forståelse for.

Rektor på Syddjurs Gymnasium Sven Gaardbo.
Rektor på Syddjurs Gymnasium Sven Gaardbo.

Personligt føler han sig ikke mistænkeliggjort og vil da også kun tage imod en undersøgelse med åbne arme uden bekymringer for sin skole.

- Jeg synes ikke, det er den generelle holdning. Jeg er ikke blevet kontaktet af nogen, der mener, at vi har problemer. Så jeg tænker, at det er en undersøgelse, der skal blotlægge, hvordan vi har det på vores kostafdelinger, siger rektoren.

Han tror også, at der kan være stor forskel på de offentlige og private kostgymnasier, og det kundegrundlag eleverne trækkes fra. 

Herlufsholm har i dag, mandag, oplyst, at en lang række af de gamle traditioner, skolen har, bliver afskaffet.