Østjysk musiker også ramt af Koda og Google-konflikt: Men livemusik driver stadig værket
Nøset i Ebeltoft ser både fordele og ulemper ved situationen.
Måske har du været en tur forbi YouTube i dag og opdaget, at stort set alt dansk musik er fjernet fra den populære videotjeneste?
Det skyldes en konflikt mellem Koda og Google - der ejer YouTube - fordi parterne ikke har kunnet blive enige om en ny aftale for brugen af dansk musik på videotjenesten.
Læs også
En af dem, der har fået fjernet sin musik, er den østjyske komponist og musiker, Kristian Lilholt, der har tjent penge på sin musik siden 1970'erne.
- Jeg tænker umiddelbart, at der ikke er så meget at gøre ved det. Det er selvfølgelig et meget synligt sted, hvor alle kan gå ind og finde en, siger komponist og musiker Kristian Lilholt til TV2 ØSTJYLLAND.
Livemusikken driver stadig værket
Koda er den rettighedstjeneste, der sikrer, at musikerne får penge for deres musik. Parterne kan altså ikke blive enige om, hvor meget de danske kunstnere skal betales for deres musik på YouTube.
- Streamingtjenesterne giver ikke ret mange penge, og YouTube giver endnu mindre. Og nu vil de så beskære den lille bitte smule, der er til os, der skaber indholdet, med 70 pct. mere, siger Kristian Lilholt.
Grundet de få penge har musikeren ikke gjort sine seneste projekter tilgængelige for streaming.
- Så min vej har været at lave eksklusive fysiske varer, fordi så har jeg noget, jeg synes, jeg kan handle med, som har et kunstnerisk pondus, og som ikke bliver foræret væk, forklarer Kristian Lilholt.
Læs også
Selvom Kristian Lilholt har fået spærret sin musik på YouTube, så er det for ham stadig livemusikken, der skal drive værket.
- Det er der, jeg kan tjene mine penge, og det er samtidig de steder, hvor jeg kan præsentere de fysiske produkter, som folk køber med hjem. Det er virkelig old school, men det fungerer, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Både fordele og ulemper
Fredag aften spillede Kristian Lilholt på Nøset i Ebeltoft, og her ser de både ulemper og fordele ved situationen.
- Ulempen er, at når vi har et arrangement som det her, så kan man ikke forberede sig på det ved at sidde og høre Kristian Lilholt derhjemme, inden man kommer herned, siger Palle Føns Bendix, der er medejer af Nøset i Ebeltoft, til TV2 ØSTJYLLAND
Men de ser også noget positivt ved at kunne levere noget mere eksklusivt.
- Man har ikke siddet og øvet sig på det. Man kommer herned, og så får man den her liveoplevelse og det her; ’wauw, nu spiller de lige præcis det her stykke musik’, siger han.