Ny forlystelse på vej i Djurs Sommerland
En stor piratforlystelse til 20 mio. kr. tilføjes rækken af nyheder, og sommerlandet håber på, at den kan skaffe endnu flere gæster
Investeringer på over 300 millioner kroner i nye, store forlystelser har de seneste år sat fart på besøgstallet i Djurs Sommerland. Efter besøgsrekorden på 801.000 gæster i 2015, sætter man nu kurs mod mere vækst med en ny forlystelse.
Gæsterne inviteres med på sørøvertogt i årets nyhed, Søulken, der koster 20 mio. kroner. I Søulken gælder det om at holde godt fast i rælingen, når de caribiske bølger kaster bådene rundt, alt imens kanonerne brager om ørerne på de vilde pirater og modige matroser.
- Søulken er en helt anden type forlystelse, end dem vi har investeret i de senere år. Tidligere har det været mange store rutsjebaner, hvor den her er speciel i forhold til, at den henvender sig til et bredt publikum, forklarer direktør Henrik B. Nielsen til TV2 | Østjylland.
Populær i Sverige
Han har store forventninger til den nye forlystelse, hvis type allerede findes i blandt andre Sverige og Frankrig.
- De har en lignende i forlystelsesparken Liseberg i Göteborg, hvor jeg selv har været oppe og prøve den. Efterfølgende iagttog jeg, hvilke gæster der prøvede den, og det bekræftede mig i, at den er helt rigtig for os, siger Henrik B. Nielsen.
Det var især børnefamilierne, der fandt vej til Lisebergs udgave af Søulken, og den målgruppe passer ind i Djurs Sommerlands strategi.
Rutsjebane-entusiast er begejstret
Generelt er den svenske forlystelse en af de mest populære i parken, så det ser direktøren frem til, at Søulken forhåbentlig også bliver på Djursland.
Også formanden for den danske rutsjebane-entusiastklub, CoasterClub Denmark, Kian Kronvang udtrykker begejstring for nyheden i sommerlandet, og han nævner, at netop denne forlystelse er blandt de bedste, en forlystelsespark kan investere i.
Formanden fremhæver, at noget af det, der gør denne forlystelse så populær er, at man ved hver tur får en spændende og varieret oplevelse med en masse uventede bevægelser.
Pirat-tema går igen i sommerlandet
Søulken tager plads i Piratland ved siden af Danmarks største rutschebane, Piraten. Nyheden får tillige en omfattende tematisering, der er specialdesignet af hollandske Jora Entertainment.
- Der kommer en masse spændende pirat-regi ved Søulken, og selve forlystelsen bliver pirattematiseret med en stor globus, kanoner og piratbåde, som understreger historiefortællingen om piraternes togter på de syv verdenshave. Netop iscenesættelse af forlystelserne i vores otte temalande prioriterer vi højt, da det giver gæsterne en ekstra oplevelsesdimension, fortæller Henrik B. Nielsen.
Ud over Søulken kommer Djurs Sommerland også til at investere et millionbesøg i nye service- og spisefaciliteter, så man er klar til at tage imod endnu flere gæster.