Nu letter charterflyene igen fra Aarhus Lufthavn
Solhungrende danskere kan igen flyve fra Tirstrup mod sydlige, varme destinationer fra den kommende weekend.
Lørdag sker der noget, der ikke er sket i mange måneder i Aarhus Lufthavn i Tirstrup. Der letter fly med kurs mod nogle af de populære charterferie-destinationer.
Det er en nyhed, der lander på et lunt sted i ankomsthallen på Ny Lufthavnsvej ved Tirstrup.
- Det er rigtig godt, at vi kommer i gang. Det betyder meget for os som lufthavn, men det betyder også meget for charterselskaberne, som vi jo også lever af, siger Peer H. Kristensen, direktør i Aarhus Lufthavn.
I flere måneder har lufthavnen kun haft afgange til England, Norge og indenrigsruter i Danmark. Lufthavnen har skåret i medarbejderstaben, der er på et minimumsniveau, men de skal stadig have løn.
- Vi har personale gående, og jo mere aktivitet vi har, jo bedre er det, siger direktøren.
Peer H. Kristensen siger, at han er afmålt begejstret over udsigten til charterafgange, men han har hverken åbnet champagne eller løbet rundt i vilde jubelscener, selvom der er rigeligt med plads til den slags i lufthavnen i øjeblikket.
- Vi har fået hænderne op af bukselommen, for nu er der noget at lave, men de er ikke røget op over hovedet endnu.
Læs også
Han mener, at mange af deres destinationer vil komme til at åbne og lukke de kommende måneder og år.
- Proppen kan hurtigt ryge i igen, siger han.
Det skete med deres rute til Oslo. I løbet af sommeren fik Aarhus Lufthavn godt gang i ruten til den norske hovedstad, men den 10. august indførte den norske regering karantænepligt for rejsende, der havde været i Region Midtjylland på grund af stigende smittetal.
- Det er den virkelighed, vi kommer til at agere i, indtil der kommer en vaccine, siger Peer H. Kristensen.
Røde tal i flere år
Han forudser, at lufthavnen vil komme ud af 2020 og 2021 med store underskud. Men han frygter ikke, at han skal til at fyre flere medarbejdere, for der er ikke flere at afskedige.
- Vi har svært ved at skære længere ned, vi har en minimumsbemanding. Så vi planlægger ikke at massefyre, siger han.
Læs også
Lufthavnen har brugt coronakrisen til at fremskynde en større ombygning. Når der er færre mennesker i lufthavnen, går det hurtigere at bygge, og man generer færre passagerer.
Risikerer at betale penge tilbage
Det kan virke paradoksalt, at man bruger penge på at ombygge, når man samtidig er nødt til at sige farvel til en lang række medarbejdere.
Der er dog en god forklaring. Ombygningen er finansieret af midler fra EU, og de er øremærket til at bygge for. Hvis Aarhus Lufthavn havde valgt at lade være med at bygge om, ville de skulle sende pengene tilbage til Bruxelles, forklarer Peer H. Kristensen, direktør i Aarhus Lufthavn.
Læs også
Lufthavnen har i øjeblikket cirka 20 procent færre passagerer i forhold til samme tidspunkt som sidste år. Men lørdag letter charterflyene igen fra Tirstrup.
Det første fly afgår mod Cypern, søndag står der Zakynthos og Kreta på afgangstavlerne i Aarhus Lufthavn.