Museumsdirektør: Kløvedals livsglæde var smittende

Skipperen på "Nordkaperen" inspirerede til at følge sine drømme og udlængsel, siger ven og museumsdirektør

Troels Kløvedal, der søndag sov stille ind i en alder af 75 år, var et symbol på frihed og udlængsel for mange danskere, sejlere eller ej.

Det siger museumsinspektør Bo Skaarup, Naturhistorisk Museum i Aarhus.

- Jeg tror, han har inspireret mange til, at livet kan leves på mange andre måder end at gå på arbejde fra klokken 8 til 16, siger Bo Skaarup.

Han er nær ven af Troels Kløvedal, og for et år siden kom han på idéen om at lave en udstilling om Kløvedals verden på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

quote Glæden ved at se Danmark var lige så stor for ham som at se en tropeø dukke op i horisonten.

Bo Skaarup, museumsinspektør, Naturhistorisk Museum i Aarhus

"Frihedens Værksted" hedder udstillingen, som Kløvedal selv har sat sit store præg på.

Udstillingen åbnede 31. oktober og tager udgangspunkt i Kløvedals sejlerliv.

Troels Kløvedal døde søndag - 75 år gammel.
Troels Kløvedal døde søndag - 75 år gammel. Foto: Richard Sylvestersen - Ritzau Scanpix

Smittende engagement

Museumsdirektøren peger på skipperens smittende engagement som noget af det, han vil blive husket for.

- Hans livslange nysgerrighed og glæde ved livet har været smittende ud over det sædvanlige.

- Han var nysgerrig på græsk historie, komodovaraner i Asien, hvaler langs Californiens kyster, siger Bo Skaarup.

VIDEO: For mindre end to måneder siden åbnede kronprins Frederik på Naturhistorisk Museum i Aarhus en udstilling om Troels Kløvedals mange rejser med Nordkaperen. Videoen er fra 31. oktober 2018.

Men udlængslen var kombineret med stærk gensynsglæde ved de hjemlige danske landskaber.

- Udlængsel og hjemlængsel er tæt forbundne. Glæden ved at se Danmark var lige så stor for ham som at se en tropeø dukke op i horisonten, siger Bo Skaarup.

Udstillingen på Naturhistorisk Museum fortsætter til september 2019. Herefter pilles den ned og vises på Museet for Søfart i Helsingør.

Det var på netop på værftet i Helsingør, Troels Kløvedal blev udlært som skibselektriker.

VIDEO: I 2015 mødte TV2 ØSTJYLLAND Troels Kløvedal på hans firlængede bindingsværksgård på Djursland. Det var i programmet 'Mit andet jeg'. Det kan du se her.

TROELS KLØVEDAL