Mols i Udvikling er både på Instagram og skoleskemaet
Organisationen Mols i Udvikling er både på skoleskemaet og på Instagram
Man skal gå strategisk til værks, hvis man vil værne om landsbyerne. Dette var anbefalingerne til både kommuner, regioner – men også landsbysamfund - fra et udvalg under erhvervsministeriet, der blev fremlagt mandag.
Det kender man alt til på Mols. Her har man nemlig initiativet Mols i Udvikling, en organisation af frivillige, som puster liv i egnen.
Flyt til Mols
En af de frivillige er tilflytteren Sofie Saxtoft Højlund. I fjor skiftede hun livet på Frederiksberg i København ud med livet på Mols.
Læs også
- Den største overraskelse er det lokalsamfund, som vi er blevet suget ind i, og som virkelig er en kontrast til den anonymitet, der nu en gang er i en stor by, siger Sofie Saxtoft Højlund.
Gennem projektet Mols i Udvikling forsøger hun at lade andre inspirere til at flytte til Djursland. Hun har blandt andet lavet en kampagne på Instagram, hvor Molboer og Helboer viser hverdagslivet frem.
- Så de mennesker, der måske kan overveje at komme herud, de kan se, at der faktisk er hyggeligt og rart. Der er nogle mennesker, man kan spejle sig i. Der er nogle synlige beviser på, at her er fedt at være, siger Sofie Saxtoft Højlund, der leder kommunikationsgruppen i Mols i Udvikling.
Udvikling på skoleskemaet
På Molsskolen kan eleverne vælge at være med til at udvikle lokalsamfundet. Det sker i linjefaget Mols i Udvikling.
Faget handler om at få og udføre ideer, der kan gøre livet i landsbyen Knebel endnu sjovere.
- Jeg kan godt lide det der med, at man gør et eller andet, der bliver brugt til noget, at man gør noget for en god gerning, siger Søs Elisabeth Strand, der går i 7. klasse på Molsskolen.
Eleverne har sat gang i en fundraising-kampagne, for at samle penge ind til byggeriet af et nyt aktivitetshus ’Knudepunktet.’
Det er Kasper Nissen, der i fjor fik idéen til at putte faget på skemaet.
- Vi vil gerne have de unge mennesker til at tage ansvar for deres eget liv og for det lokalområde, de er en del af, og også kunne bidrage til udviklingen af dette område, siger Kasper Nissen, der er skolelærer på Molsskolen.