Midtvejsvalg: Vælgerlussing til SF i Syddjurs Kommune
Tidligere borgmester Kirstine Billes parti, SF, går tilbage i ny meningsmåling
Ligesom det var tilfældet ved folketingsvalget i juni i år, så står Socialistisk Folkeparti (SF) også til at gå tilbage i kommunalpolitik.
I hvert fald i Syddjurs Kommune. Her går partiet fra en vælgerandel på 18 procent til bare 11 procent. En tilbagegang på syv procentpoint.
Det viser en helt ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 | ØSTJYLLAND.
Frontfiguren for SF i Syddjurs Kommune er den tidligere borgmester Kirstine Bille, som har noget at indhente de kommende to år frem mod næste kommunalvalg.
Meningsmålingen skal ses som et øjebliksbillede på politikernes præstationer halvvejs i deres valgperiode.
For første gang nogensinde gennemfører TV 2 | ØSTJYLLAND midtvejsvalg fra den 9. til 25. november, hvor vi tager temperaturen på partierne i de østjyske kommuner.
Blandede resultater
Også Liberal Alliance, Borgerlisten og Venstre får et hak i tuden i den nye meningsmåling. Den største tilbagegang står borgmester Claus Wistofts parti Venstre for med minus 2,2 procent, mens Liberal Alliance mister 1,4 procent og Borgerlisten to procent.
I den anden ende af skalaen finder man Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der står til at få 2,4 og 2,8 procent flere stemmer.
Socialdemokraterne går frem med 1,8 procent, Radikale Venstre med 1,5 procent og Konservative med knap et halvt procent, 0,4.
Meningsmålingen foretaget af analyseinstituttet Megafon består af besvarelser fra 377 repræsentative borgere i Syddjurs Kommune.
Syddjurs Kommune har ved de seneste valg haft tradition for spænding lige til det sidste. Ved kommunalvalget i 2013 nåede kommunen at have to borgmestre - først Jesper Mathiesen og derefter Claus Wistoft.
Du kan se meningsmålingen fra Syddjurs Kommune øverst i artiklen.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender tirsdag aften en direkte tv-transmitteret politisk debat om Syddjurs Kommune. Se udsendelsen fra Fregatten Jylland i Ebeltoft fra kl. 19.30.
Her kan du se, hvilke politikere der deltager i aftenens debat
- Borgerlisten - Peter Andersen
- Dansk Folkeparti - Per Dalgaard
- Enhedslisten - Jesper Yde Knudsen
- Konservative - Jørgen Brøgger
- Liberal Alliance - Per Zeidler
- Radikale Venstre - Jan Kjær Madsen
- Socialdemokraterne - Ole Bollesen
- SF - Kirstine Bille
- Venstre - Claus Wistoft