'Man hører kun gode historier om efterskolerne'

Søndag var efterskolernes dag, hvor kommende elever kunne snuse til de meget populære østjyske efterskoler

04:43

Normalt betyder søndag fri fra skole, men i går valgte tusindvis af unge og deres forældre at komme på skolebænken.

Alle landets efterskoler holdt åbent hus, hvor nysgerrige kan skabe sig et indtryk af de forskellige efterskoler og møde lærere og elever. Og den mulighed var der mange, der tog imod i blandt andet Rønde på Djursland:

- Jeg synes, det kunne være fedt at få et anderledes år før man begynder på en anden videre u uddannelse og få prøvet noget nyt og spændende, siger Christian Vahle Andersen fra Kolind, der går i 8. klasse.

Læs også Nu rykker tusindvis af unge ind på østjyske efterskoler

På Rønde Efterskole er det de nuværende elever, der viser rundt og deler ud af deres gode erfaringer.

- Jeg er allerede mega glad for det, jeg føler, det her er mit hjem. Og jeg føler, når jeg er hjemme på weekend, så glæder jeg mig bare til at komme herud igen. Så det kan jeg kun klart anbefale, siger Emma Cecilie Revsbeck, der er elev på Rønde Efterskole.

- Man hører kun ene gode historier om efterskolerne. Det er glade børn, der kommer derfra og mere selvstændige børn. Det er skridt på vejen til at flytte hjemme fra. Det er en modning, sådan ser vi på det, siger Albert Vahle Andersen, der er far til Christian.

Læs også Nord-Samsø Efterskole lukker efter 38 år

Ifølge den seneste opgørelse fra Efterskoleforeningen, går der i øjeblikket 4.367 elever på de 37 øst- og midtjyske efterskoler.

- Det er en kombination af, at du kan fordybe dig i dit faglige arbejde, at du kan dyrke din interesse og ikke mindst være en del af et stort fællesskab. Det er en af de styrker, vi har på efterskolerne. Og jeg tror, det er en af grundene til, at vi – ikke blot i Østjylland - men på landsplan har fremgang i det samlede elevtal, siger Gorm Skovsgaard, siger forstander på Rønde Efterskole.