Legoland øger sikkerheden - Djurs Sommerland venter

Den østjyske forlystelsespark vil ikke indføre ekstra sikkerhedstjek ved indgangen

Foto: Flemming Krogh - Scanpix

Lørdag kom det frem, at Legoland i Billund vil indføre vagter, der blandt andet skal tjekke de besøgendes tasker ved indgangen. Det sker for at forhindre, at der er gæster, der tager våben med ind i forlystelsesparken.

Trods Legolands tiltag har Djurs Sommerland ikke planer om at indsætte ekstra sikkerhedspersonale ved indgangen.

Den store østjyske forlystelsespark fortæller, at den følger anvisningerne fra PET, som ikke har bedt dem ændre procedurerne.

SE OGSÅ: Aarhusianer i tyrkisk lufthavn: Vi troede vi skulle dø

Op til sæsonstart talte Djurs Sommerland rutinemæssigt med Østjyllands Politi.

- Der sagde de, at vi skal have et vågent øje og være opmærksomme på, om der er gæster, som har en anderledes adfærd. Det har vi altid gjort, og det fortsætter vi selvfølgelig med, siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen til Ritzau.

Ligesom Djurs Sommerland har hverken Tivoli, Fårup Sommerland eller BonBon-Land planer om at skærpe sikkerheden med ekstra vagter.

SE OGSÅ: Efter terror: Is-producenten ISIS vil skifte navn

Det ekstra sikkerhedstjek ved indgangen til Legoland vil fortsætte hele sæsonen, hvorefter der skal besluttes, om det skal fortsætte.

- Vi håber på at sende et tryghedsskabende signal til vores gæster om, at vi passer godt på dem. Det er ikke fordi, vi har fået oplysninger om, at der er ændringer i den generelle sikkerhedssituation i Danmark. Det er simpelthen for at styrke vores gæsters tryghed omkring et besøg i Legoland, lyder det fra direktør i Legoland i Billund Christian Woller.

Ifølge Legoland-direktøren har parken fået positive tilbagemeldinger fra de gæster, der har besøgt parken, efter sikkerhedsprocedurerne blev skærpet 16. juni. 

Der bliver ikke indsat ekstra sikkerhedspersonale i Djurs Sommerland. Foto: Google Street View

- Udenlandske gæster er vant til sådan noget og stiller sig bare op, mens danske gæster kan finde på at spørge, om dronningen er på besøg. Men vi oplever kun positive tilbagemeldinger, og folk synes generelt, det giver god mening.

SE OGSÅ: Opfordrede til terror: 19-årig aarhusianer idømt fængsel

Sikkerhedsvagterne skal kontrollere, om gæsterne tager for eksempel våben med ind. Ind til videre er de ikke stødt på noget bemærkelsesværdigt.