Landmanden Mathias har skiftet robotter ud med håndkraft
Det er ikke den rigtige løsning for alle, men for Mathias Hedegaard Hansen føles det helt rigtigt at afskaffe malkerobotten.
Mens flere og flere opgaver bliver automatiseret, har en landmand på Djursland valgt at gå den modsatte retning.
Mathias Hedegaard Hansen har nemlig afskaffet sine malkerobotter. I stedet foregår malkningen nu ved, at han selv sætter malkemaskinen til.
- Jeg er jo gået lidt tilbage i tiden, siger han.
Han bor på Enegård i Balle på Djursland, som han overtog i 2019. Dengang kørte den med malkerobotter, men da de var slidte, måtte landmanden træffe en beslutning.
Ikke for alle
Det var dyrt for den unge landmand at investere i nye malkerobotter, derfor valgte han den billigere løsning med en malkestation.
Flere undersøgelser peger da også på, at det kan give en økonomisk gevinst at skifte væk fra malkerobotterne. Ifølge Djurslands Landboforening er han heller ikke den eneste, der har taget springet tilbage i tiden.
Det betyder dog ikke, at det er billigere for alle. Ifølge foreningen er malkestationen billigere at købe ind, men kræver mere arbejdskraft.
For Mathias Hedegaard Hansen har det da også handlet om måden at være landmand på.
Når malkningen ikke foregår ved hjælp af en robot, har han automatisk fat i hver af sine køer to gange om dagen.
Og det betyder også noget, siger han, mens han klør koen Marie bag øret.
- Jeg synes, at jeg har fremtidssikret gården, fordi jeg har lavet et godt set up. Både funktionelt og økonomisk, siger Mathias Hedegaard Hansen.