Kvinde forbrændt til personaledag, da spritbrænder eksploderede
En kvinde er fredag kommet til skade ved en brandulykke til et medarbejderarrangement i Syddjurs Kommune.
Et personalearrangement for Syddjurs Kommunes PPR-afdeling har fået en brat afslutning.
En kvindelig medarbejder er nemlig kommet til skade ved en brandulykke og kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hun er uden for livsfare, oplyser Syddjurs Kommune.
- Det vigtigste er, at hun omstændighederne taget i betragtning har det godt, siger Per Viggo Larsen, chef for børn og læring i Syddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ulykken skete i forbindelse med et personalearrangement på Karpenhøj Naturcenter.
- Vi er ved at få afklaret, hvad der præcist er sket, og politiet er her også for at afdække det, siger Per Viggo Larsen.
Læs også
Kollegaer får hjælp
I alt var cirka 20 kollegaer samlet til personaledag, da ulykken skete, og de har været i kontakt med en krisepsykolog.
- De er fattet, men berørte, og der bliver taget hånd om dem, siger Per Viggo Larsen.
Han ved endnu ikke, hvad der er gået forud for ulykken, og om det giver anledning til at ændre procedurer.
- Under alle omstændigheder er det noget, man skal lære af, siger han.
Kvindens pårørende er underrettet.