Kræftbørn får tur i sommerland
Busselskab giver tur til hele børnekræftafdelingen
Børn på kræftafdelingen på Skejby Sygehus bliver nu tilbudt en tur i Djurs Sommerland. Det sker efter TV2 | ØSTJYLLAND i går bragte et indslag fra afdelingen, hvor 11-årige Frida Kvist Nielsen fremsatte et helt bestemt ønske:
- Jeg kunne godt tænke mig at komme i Djurs Sommerland, for der har jeg aldrig været, sagde hun i indslaget.
Ringede med det samme
Få minutter efter indslaget var løbet over skærmen ringede Henrik Nymark til TV2 | ØSTJYLLAND for at fortælle, at han med glæde vil give en tur i sommerland til alle børnene på afdelingen.
- Der er jo noget, der røre sig inde i én, når det går ud over børn. Indslaget fik mit hjerte til at klikke lidt, og når nu pigen har sådan et ønske, vil jeg godt være med til at opfylde det, siger han til TV2 | ØSTJYLLAND og tilføjer, at hans egen mor døde af kræft for få år siden.
Ejer busselskab
Henrik Nymark er medejer af busselskabet Centrum Turist i Tilst og har derfor ikke svært ved at arrangere transporten. Derudover kender han direktøren i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, både professionelt og privat.
- Jeg talte med Henrik i går, og han vil godt give billetterne, siger Henrik Nymark.
Martin Jørgensen kører bussen
Busserne kan indrettes så også sengeliggende børn kan komme med, og som en ekstra bonus vil Henrik Nymark arbejde på, at det bliver fodboldspilleren Martin Jørgensen, der kommer til at side bag rattet. Han er nemlig også medejer af busselskabet.
- Jeg vil garantere for, at jeg vil gøre en indsats for, at det bliver ham, der skal køre. Det eneste, det kræver, er, at det lige passer ind med hans kampe og træningstider, siger han.
Henrik Nymark vil nu tage kontakt til kræftafdelingen for at høre om børnene må komme med på turen.
Du kan se indslaget, der fik Henrik Nymark til at tilbyde turen, ved at klikke på videoen øverst i artiklen.