Køer trampede kvinde halvt ihjel - nu strømmer det ind med historier om farlige køer

Kvinde på intensiv afdeling er langt fra den eneste, der er kommet galt afsted ved mødet med kvæg på Helgenæs.

03:03

John Henriksen mistede for tre år siden sin elskede hun Tulle i forbindelse med en gåtur på Helgenæs. Video: TV2 ØSTJYLLAND. Foto: Privat

Søndag kunne TV2 ØSTJYLLAND berette, at en 67-årig kvinde for nylig blev løbet over ende og trampet halvt ihjel, da hun gik tur med sine to døtre og en svigersøn ved Lushage på Helgenæs i Syddjurs Kommune.

Episoden skete, da en anden families hund fik køerne til at angribe. 

Læs også Løs hund skræmte køer: Merete trampet halvt ihjel

Siden vi bragte nyheden, er det strømmet ind med andre beretninger om kvæg, der er gået til angreb på hunde og deres ejere i det samme område på Helgenæs.

Der er smukt ved Lushage på Helgenæs. Det er her, en 67-årig kvinde for nylig kom helt galt af sted, da en flok køer reagerede på kvindens hund. Foto: Privat

Buldrende kvæg

Naturvejleder Rikke Laustsen fra Skørring kan tale med om, at Helgenæs kan være et farligt sted at gå tur med sin hund. Det fandt hun ud af i foråret, hvor hun, hendes hund og nogle venner passerede en flok skovkvæg. De store dyr gik, ifølge Rikke Laustsen, til angreb på hendes hund, som gik i snor ved siden af hende.

Læs også Alt 'udsolgt' ved testenhed efter en halv time

Nu tør Rikke Laustsen ikke længere gå tur på Naturstyrelsens arealer ved Helgenæs.

- Jeg er rigtig ked af, at andre har stået i den situation, og at der ikke er blevet fulgt op på den henvendelse, vi kom med efter den episode, fordi det er en rigtig farlig situation, når der kommer kvæg buldrende efter en, fordi man har en hund med, siger Rikke Laustsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

For Rikke Laustsen fra Skørring er det slut med at lufte sin hund på Helgenæs.

Maltrakteret 

For tre år siden mistede John Henriksen fra Skødstrup sin elskede hund Tulle på en af Naturstyrelsens stier på Helgenæs på Djursland.

Læs også Hund stanget og trampet ihjel på natursti på Helgenæs

Stien fører ind i en indhegning med skovkvæg, og da John Henriksen og Tulle var på vej ud af indhegningen, gik det galt, og flere af køerne angreb dem bagfra. 

- Jeg bliver væltet forover af en ko, som angriber mig og stanger mig i baghovedet, og mit hoved bliver tværet ud i jorden. Samtidig kan jeg se, at Tulle ligger bag mig og bliver maltrakteret ihjel af en flok køer, sagde John Henriksen dengang til TV2 ØSTJYLLAND. 

John Henriksen slap for tre år siden med skrammer, da køer trampede hans hund Tulle ihjel. 

Den seneste episode, hvor en 67-årig kvinde kom helt galt afsted, fandt sted den 19. september.

Skaderne, hun pådrog sig, er så alvorlige, at hun en uge senere fortsat er indlagt på intensivafdelingen på Regionshospitalet Randers.

Den 67-årige kvinde er indlagt med to punkterede lunger, ni brækkede ribben, et knust skulderblad, en brækket arm og et brækket kraveben.

Billedet her er taget kort tid før, køerne på billedet trampede en 67-årig kvinde. 

En uge efter ulykken er familien fortsat i chok over, at deres gåtur kunne ende så voldsomt.

- Vi er bestemt ikke sure på nogen. Der er ikke nogen, der skal have skylden for det her. Det er bare rigtig surt uheld, siger den 67-åriges svigersøn.

Naturstyrelsen: Respektér køerne

Køerne går i et større indhegnet område, hvor folk gerne må gå tur og også gerne tage en hund med, så længe den er i snor. Det fremgår af skiltning, at man skal holde sin hund i kort snor og holde distance til kvæget. 

John Henriksen tog dette billede af hunden Tulle kort efter, hunden blev trampet ihjel af køer på Helgenæs. Foto: Privat

Køerne er Naturstyrelsens ansvar, og herfra lyder det, at man ikke har i sinde at ændre reglerne ved området. 

- Kommer folk ind og ser, at der er køer, der måske står i vejen for der, hvor man lige havde lyst til at gå, lægger man en anden rute eller vender om. Respektér køerne. Hvis man holder sig på afstand er vi helt overbeviste om, at problemet er løst, siger skovrider Peter Brostrøm til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Her er Danmarks bedste burger

Han pointerer, at Molskvæget er meget godmodigt og ikke søger mennesker.

- Det er den løse hund, der har forårsaget, at flokken bliver panisk og på den måde sker ulykken. Det kan man ikke bebrejde køerne. De ser ikke et kæledyr, men et potentielt rovdyr, og det reagerer de instinktivt på, sagde Peter Brostrøm  søndag til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er Molskvæg som disse to køer, Naturstyrelsen har græssende ved Helgenæs.