Klager over Aarhus Lufthavn
Aarhus Lufthavn anklaget for diskrimination
En græsk mand har klaget til EU over Aarhus Lufthavn, hvor han blev bedt om at vise to forskellige slags id.
Aarhus Lufthavn har ved flere lejligheder bedt en græsk mand med bopæl i Danmark vise et nationalt id-kort ud over sit pas inden en flyrejse til London. Det skriver Ritzau.
Det strider imod EU's regler om fri bevægelighed, mener en
talsmand for EU-Kommissionens justitskommissær, Viviane Reding.
- Den frie bevægelighed er en grundlæggende rettighed, der er
sikret i EU-traktaten. Nationale myndigheder i EU-lande kan ikke kræve af EU-borgere, at de viser både EU-pas og et nationalt id-kort, siger talsmanden, Matthew Newman.
Lufthavnen har godt kendskab til de to situationer, som manden har indgivet klager over, men direktør Ole Paaske mener ikke, at lufthavnen bryder reglerne.
- Vi har en forpligtelse overfor de engelske immigrationsmyndigheder til at sikre, at publikum har gyldig rejsehjemmel. Det gør vi med afsæt i passet, men hvis der er tvivl om noget, kan det sommetider være nødvendigt at bede om ekstra id, siger Ole Paaske.