Kampagne skal øge kendskabet til landets regionale lufthavne
Landets seks regionale lufthavne går sammen med Københavns Lufthavn for at få flere til at flyve indenrigs
De fleste østjyder har hørt om Aarhus lufthavn, der har været genstand for utallige politiske diskussioner de seneste mange år.
Men de færreste ved, hvornår og hvor ofte man kan flyve fra lufthavnen til andre lufthavne i Danmark.
Derfor bruger landets seks regionale lufthavne nu 20 millioner kroner sammen Københavns Lufthavn på at synliggøre indenrigsflyvninger.
- Når danskerne tror, at der kun går en tredjedel af de fly, der reelt går fra for eksempel Midtjyllands Lufthavn i Karup, er det et problem. Det vil vi ændre, siger kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Kasper Hyllested til DR P4 Midt & Vest.
Læs også
Epinion har lavet en undersøgelse for Københavns Lufthavn, og den viser, at folk generelt tror, at der er færre ugentlige afgange fra deres regionale lufthavn end der i virkeligheden er.
Mange andre aner slet ikke, at der er noget, der hedder indenrigsflyvning i Danmark.
Den nye kampagne letter den 1. oktober og involverer de regionale lufthavne i Sønderborg, Aalborg, Bornholm, Aarhus, Billund samt Midtjyllands Lufthavn i Karup.
Læs også