Mand ville kysse 13-årig pige - nu har politiet fundet ham
Politiet fandt og afhørte en mand, som havde taget kontakt til i alt fire unge piger ved to skoler i Mørke og Rønde.
I torsdags kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle om flere anmeldelser mod en mand, som ved henholdsvis Rønde Skole og Mørke Skole onsdag i tre tilfælde havde taget kontakt til fire unge piger i 13-16-års alderen.
Han havde blandt andet stillet dem personlige spørgsmål, tilbudt dem lift og bedt den ene om et kys. Alle pigerne havde dog afvist hans tilnærmelser.
Politiet oplyste, at man havde en formodning om, hvem manden var ud fra pigernes signalement, men det var onsdag ikke lykkedes at finde frem til ham.
Læs også
Det gjorde det så torsdag, hvor politiet afhørte og fik en alvorssnak med ham, men det kommer der ikke noget retligt efterspil ud af.
- Den afhørte bliver ikke sigtet. I alle tilfældene gik han igen, da pigerne havde sagt nej og afvist ham, siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor kan der juridisk ikke bevises noget forsæt fra manden. Han fik dog en meget løftet pegefinger under politiets snak med ham.
- Pigerne har heldigvis gjort det, de skal, så der er ikke så meget mere at gøre for politiet, oplyser Janni Lundager og understreger, at der er ingen grund til bekymring blandt forældrene.
Hun kan ikke oplyse, hvad manden i forvejen var kendt af politiet i politiet for.
Skolerne oplyste forældrene om hændelserne på Aula og opfordrede forældre til at tale med deres børn om det.