Husbåd nedsænket i voldgrav ved østjysk slot
Husbåden skal være en del af en bæredygtighedsfestival på slottet.
En husbåd, i en voldgrav, ved et slot.
Det lyder som en mystisk historie, men fredag var det virkelighed ved Rosenholm Slot nord for Hornslet.
Her blev en tonstung husbåd nedsænket i voldgraven, der omkranser slottet. Anledningen er en bæredygtighedsfestival, der løber af stablen på Rosenholm i starten af september. Her kan husbåden fungere som en klimavenlig overnatningsmulighed.
- Hele humlen er, at den er selvforsynende. Du er off-grid, siger Asger Møller, der er manden bag husbåden.
Asger Møller håber på sigt at kunne sælge klimavenlige husbåde, som kan bruges som bæredygtige ferieboliger, og derfor var han helt med på idéen om, at båden skal præsenteres på Rosenholms bæredygtighedsfestival - i voldgraven.
- Jeg er så tilpas crazy, at jeg synes, det er fedt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Sjovt projekt
Husbåden indeholder stue, soveværelse, køkken og bad, og det indendørs areal er i alt 20m2. Derudover er der overdækket terrasse og tagterrasse.
Den tunge båd blev løftet ned i voldgraven af en kran, og Rosenholms baron medgiver, at et lignende projekt nok aldrig er set før i renæssanceslottets historie.
- Jeg synes, det er super sjovt, siger Baron Erik Christian Rosenkrantz.
En lystbåd i voldgraven. Er det ikke lidt særligt at være baron i 2021?
- Jo. Det er lidt anderledes, end det var i gamle dage. Som min far sagde; Vi peakede i 1500-tallet, og så er det gået støt ned ad bakke siden, siger han.