Hest ender i vandet efter fald fra stejl skrænt
En hest måtte onsdag formiddag reddes op af Kolindsund Kanal.
Sommervarmen er over os, og det er hårdt for både mennesker og dyr.
Om den var tørstig eller havde brug for nedkøling vides ikke. Ikke desto mindre faldt en hest onsdag formiddag i Kolindsund Kanal nord for Kolind.
Læs også
Hesten kunne ikke selv komme op, og derfor blev Redning Danmarks folk tilkaldt.
- Indhegningen var ødelagt, og når sådan en hest gerne vil have vand, går den ned efter det. Det går meget stejlt nedad, så den faldt i vandet, siger Klaus Jensen, der er daglig leder for Redning Danmarks station i Kolind, til TV2 ØSTJYLLAND.
Da redningsfolkene kom frem, havde hestens ejer fået trukket hesten ind under en bro, hvor der var lavvande og skygge.
Det var dog ikke helt nemt at få hesten op på land igen.
- Der, hvor den skulle op, var der dybt vand og meget mudret. Vi satte nogle seler omkring den på det lave vand og kunne lige så stille få den trukket op, siger Klaus Jensen.
Dyrlæge var med
Klaus Jensen fortæller, at stationen i Kolind jævnligt har med dyreredning at gøre. Desuden var der en dyrelæge til stede, som skulle sikre, at hesten ikke led overlast.
- Vi fik den op, den havde det godt og kunne selv gå videre efterfølgende, siger Klaus Jensen.
En af redningsmændene på stedet måtte dog en tur i kanalen.
- Min kollega blev meget våd, han var nede i vandet, siger Klaus Jensen.