Grøn vækst i Syddjurs
Lokale arbejdspladser i alternativ energi
Hundredevis af job blafrer foran kommunerne, hvis de vil satse på grøn vækst. Det skriver Fagbladet 3F.
Det er initiativer som energirenovering af private boliger, opførelsen af seks vindmølleparker og ny bølgeenergi, der vil skabe over 1.000 job i Frederikshavn Kommune inden for de nærmeste år.
I Hillerød Kommune regner man med merbeskæftigelse til langt over 500 mennesker. Her vil man blandt andet adskille regn- og spildevand samt effektivisere fjernvarmeværket.
Både "blå og røde" kommuner støtter op om tanken.
- Vi vil støtte op om vores energivirksomheder og samtidig være demonstrationssted for alternative energiløsninger. Det er erhvervssatsninger, vi er stolte af, siger Carsten Kissmeyer (V), der er borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Også Syddjurs Kommune vil gerne gå forrest:
- Vi vil hvert år investere massivt i energimæssig modernisering af de kommunale bygninger og institutioner. Det vil være til gavn for de lokale entreprenører og byggefirmaer, siger Kirstine Bille, SF-borgmester i Syddjurs.
3F præsenterer i disse dage alle kommuner for 16 praktiske eksempler på grøn vækst i et inspirationskatalog.
- Vi ved godt, at økonomien er stram i kommunerne, og at kampen om ressourcerne er stor, når der skal lægges budget for næste år. Men det gør jo netop behovet for grøn vækst endnu mere presserende, siger formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård.