Grøn, gul eller rød? Klimatest viser dig, hvor meget du sviner

Er du miljøsynder eller en grøn helt? Ny klimamesse i Syddjurs Kommune forsøger at give dig svaret. Længere nede på siden kan du selv tage testen.

Hvis du skal ændre dine dårlige vaner, skal du først kende dem.

Sådan lyder parolen bag en ny klimamesse, som i denne weekend bliver afholdt på Rosenholm Slot.

Ideen er at give borgerne i deltagerne en ide om, hvor stort deres klimaaftryk er, og hvordan de kan nedsætte det.

Slotsejer Erik Rosenkrantz er gået sammen med Syddjurs Kommune og firmaet Myhouse om at lave bæredygtighedsfestivalen.

- For at gøre det let har vi sagt, at enten er man i grøn – så skal man bare fortsætte sit liv, som man plejer. Det er typisk de yngre, de er meget grønne. Eller så er man i gul, og jeg var jo selv i rød, siger han.

Hans eget helt store problem var boligopvarmning.

- Jeg havde et oliefyr her på Rosenholm og et på Sjælland, og det sviner enormt, så det skulle jeg lave om til varmepumper. Det satte mig i gult, siger Erik Rosenkrantz og fortsætter:

- Og så spiser jeg åbenbart for meget kød, og det var lidt svært at vænne sig af med, men det har jeg så gjort. Mine piger er meget grønne, så nu kan jeg lave linsesuppe og naanbrød og alt muligt, og så røg jeg i grøn. Så sværere var det ikke, siger han grinende.

Testen giver brugeren et billede af, hvilke dele af ens liv der bidrager med mest udledning af CO2, og hvor man altså kan sætte ind.

Klimamessen på Rosenholm Slot fortsætter søndag.

Du kan selv tage testen HER