Gør klar til at udvide
Ree Park forventes at få grønt lys til nybyggeri
Ree Park ved Ebeltoft får sandsynligvis snart tilladelse til at udvide med nye bygninger.
Planerne om at bygge nyt har i den seneste tid været sendt i offentlig høring. I løbet af høringsperioden har Syddjurs Kommune modtaget tre indsigelser fra henholdsvis Danmarks Naturfredningsforening, Museum Østjylland samt fra Naturstyrelsen.
Med udgangspunkt i de tre indsigelser har kommunen besluttet at foretage mindre ændringer i den lokalplan, der i første omgang var lagt frem.
Den ændrede lokalplan ventes at blive vedtaget, når politikerne i Syddjurs Kommunes udvalg for plan, udvikling og kultur behandler sagen på onsdag.
- Ree Park ønsker at anlægge nye faciliteter - både for dyrene og for publikum. Derudover vil parken bygge en række nye shelters, siger formanden for Syddjurs Kommunes udvalg for plan, udvikling og kultur Kirstine Bille (SF) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Kirstine Bille sikrer den nye lokalplan, at rammerne for Ree Park er på plads i de kommende mange år. Byggeriet af nogle af de nye faciliteter går formentlig snart i gang, hvis forslaget vedtages.