Gods tilbagekalder hampefrø: Der kan være larver i dem
Flere henvendelser om fund af møllarver får Møllerup Gods' fødevaremærke til at trække et parti frø tilbage
En fejl i produktionen hos fødevarevirksomheden Møllerup Brands er skyld i, at et parti på op mod et ton hampefrø nu kaldes tilbage fra butikker landet over.
Det drejer sig om et parti ristede hampefri i 300 grams poser med produktionsdatoen den 27. september 2016, som er solgt i Føtex-varehuse i hele Danmark.
Læs også
Frøene tilbagekaldes, fordi tre kunder har fundet møllarver i poserne, fortæller direktør Henrik Rendbøll fra Møllerup Brands, som ejes af Møllerup Gods på Djursland.
- Desværre er der sket en fejl i forbindelse med rensningen af frøene, så 300 kilo urensede frø er blevet blandt med omkring 700 kilo rensede. Det er ærgerligt og beklageligt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der er ifølge direktør Henrik Rendbøll risiko for møllarver, fordi hampefrøene produceres uden sprøjtemidler. Rensningen er derfor alfa omega for at undgå dyr i produktionen. I dette tilfælde er der kommet æg i poserne, som efterfølgende er udklækket.
Hvis man har købt en pose med produktionsdatoen 27. september 2016, skal man aflevere den i den Føtex, man har købt den i eller smide den ud.
- Larverne er ikke sundhedsskadelige, men derfor er det da klamt. Når vi får poserne tilbage, vil vi gennemgå dem og se, om de skal brændes. Det må ikke ske, siger Henrik Rendbøll.
Møllerup Brands, som producerer hampefrøerne, har hovedsæde nær Rønde på Djursland.
Information om de tilbagekaldte hampefrø
Nettovægt: 300g
Produktionsdato: 27/09/2016
Best før dato: 27/09/2017
Lot nummer: 270917
EAN-stregkode: 5713355000636
Kilde: Fødevarestyrelsen.