Fregatten Jylland trues af forfald
Der er ikke penge nok til at vedligeholde det gamle skib i Ebeltoft. Bestyrelsen går nu tiggergang til Folketingets politikere.
Der er dyrt at vedligeholde et stort, gammelt træskib.
Så dyrt, at direktøren for Fregatten Jylland i Ebeltoft, Benno Blæsild, nu beder om foretræde for Folketingets Kulturudvalg, så der kan findes penge til den løbende vedligeholdelse af skibet.
Det koster i alt 4,8 millioner kroner om året at holde fregatten i forsvarlig stand. Men blandt andet på grund af et faldende besøgstal er der p.t. ikke råd til at betale for vedligeholdelsen.
- Det er Ebeltofts historiske position som en af Skandinaviens stærkeste turistdestinationer, der hidtil har sikret det økonomiske fundament for vedligeholdelsen. Siden 2000 har Ebeltoft imidlertid mistet op mod 350.000 turist overnatninger pr. år. Dermed er turistgrundlaget ikke længere til stede for at generere de knap 5 millioner kr., der hvert år skal bruges for at holde forfaldet i ave ombord på verdens længste træskib, siger Benno Blæsild i en pressemeddelelse.
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i fredagens udsendelser.