Fregat taget i overdrivelse
Gennemhuller Fregatten Jyllands slogan
Velkommen til Fregatten Jylland - Verdens længste træskib. Sådan lyder det på telefonsvarereren, når man ringer til den landskendte attraktion i Ebeltoft.
Men nu må Fregatten Jylland tage sig et andet slogan. For det 71 meter lange historiske fartøj er alligevel ikke verdens længste træskib.
Det er DR's radioprogram Detektor, som gennemhuller myten.
To andre skibe er længere
Programmet dokumenterer, at der findes mindst to andre træskibe i verden, som er længere. Dels det 90 meter lange passagerdampskib Eureka, som ligger i San Francisco i Californien.
Dels et træskib af nyere dato med det arabiske navn Al-Hashemi-II, som ligger i Kuwaits hovedstad, Kuwait City, og som har en længde på over 80 meter.
Vil nu ændre slogan
Fregatten Jyllands direktør, Benno Blæsild bøjer sig for radioprogrammets fund og foreslår nu, at attraktionen ændrer sit slogan til:
- Velkommen til Fregatten Jylland, verdens længste bevarede krigsskib af træ.