Flugtbilist i vanvidskørsel skyld i trafikuheld
En ung mand fra Ebeltoft forsøgte i går at stikke af fra politiet. Det endte med en biljagt, der endte brat med et sammenstød
Det kunne være gået helt galt i går, da politiet om formiddagen ville lave et rutinetjek af en bil på Elsegårde Skovvej i Ebeltoft.
Den 26-årige chauffør fra Ebeltoft trykkede speederen i bund, da han så politilygterne i bakspejlet.
Læs også
Men biljagten, som den unge mand troede, han kunne vinde, endte brat kort efter.
- Han kører helt vanvittigt og kører alt for stærkt, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
I et venstresving havde han alt for meget fart på, og derfor mistede han kontrollen og skred ud på en mark.
Endte med sammenstød
Da han forsøgte at komme ud på vejen igen, smadrede han ind i siden på en bil med to kvinder på 72 og 74 år.
Her endte flugtforsøget for den unge chauffør, da patruljebilen spærrede vejen.
- Det er en fuldstændig uforsvarlig måde at køre på. Det kunne gå helt galt, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi og fortsætter:
- Heldigvis slipper han og to andre med skrækken.
Læs også
Den unge chauffør havde ikke noget kørekort, og da han så meget påvirket ud, blev han sigtet for narkokørsel.
Han sigtes også for ikke at følge politiets anvisninger.